Mon ikke mange af os for tiden går og kikker i hække og beskyttede kroge efter de hvide små vintergækker eller gule erantis.
Vi kan mærke foråret komme og med det forventningen til de små glædesbebudere.
Sådan er det, når vi tænker, at vinteren vist ikke vender tilbage.
I år var der både sne og frost. Og så kan vi godt være med på ordene fra ’I sne står urt og busk i skjul’ – ordene: Giv tid, giv tid!
Der er jo ikke andet for. Men nu.
Ja, måske er vi endnu ikke begyndt at så de nye sommerblomster eller urter. Men vi kan godt begynde at planlægge – måske finde tankerne fra sidste år frem om, hvad og hvor sommerblomsterne i år skal prøves af eller kan blive til mest glæde.
I første omgang – og måske også hen over året, kan ordene ’Giv tid’ godt give mening.
Måske skal sommerfugl busken skæres ned, når vi er helt ovre risiko for frost. Nogle stauder mangler måske at få de gamle stængler fjernet. Men ellers kommer de helt af sig selv. Hvis bare vi giver tid.
Også i forhold til forårets bebudere er det godt ikke bare at give tid men helt at holde fingre og spader væk.
Vi har i præstehaven en bred hæk – ja, vel nærmest et buskads. I det meste er der snebær, som bare skal klippes en gang i mellem. Ellers gør vi intet.
Og det er ikke så ringe endda – altså for forårsbebuderne. Dér er et skøn væld af erantis og dorotealiljer. De fyldte godt i hver deres område, da vi kom. Og de sidste 10 år har de bredt sig, så de både blander sig og lister ud i græsplænen.
Det er en sand fryd!
Der er også en større urørt plet under nogle træer, hvor de dejlige gamle pinseliljer, som dufter, står stærkt. De trives vist også bedst, når der ikke gøres noget – måske undtagen, at vi får fjernet de selvsåede nye skud af ahorn, liguster eller kristtjørn.
På en skrænt var der også fint på vej med både løgplanter og vinterglans. Men så kom fibernet forbi og gravede store huller, som stadig er lidt tomme pletter.
Giv tid, giv tid – er jo rigtigt. Men det var bare lige ved at se godt ud.
Og nej, sommerblomster eller frø af vilde danske planter har svært ved at få fat og give et blomsterflor på den skrænt.
Som menneske er vi utålmodige af natur. Det gælder vist ikke kun med naturen.
En bilkø eller en tur i sengen med influenza er bare spild af tid!
Mange tænker også, at rengøring og tøjvask som spild af tid. Men det har trods alt et formål.
For nogen er en stille stund, hvor man måske endda når at kede sig, også spild af tid. Det er jeg dog ikke helt sikker på.
Min erfaring er – når altså lige jeg giver tid - at både i travlhed og i kedsomhed kan nye tanke pludselig dukke op.
Alt ventetid er ikke nødvendigvis spildtid.
Ja, måske er ingen ventetid spild. Vi skal bare finde meningen i det – eller i det mindste give tid, når der er brug for det.
Dermed ikke sagt, at vi altid bare skal lade stå til. Opgaver kan også kalde. En opvask i køkkenvasken råber ikke ”giv tid” men ”tag fat”.
I dag får vi to lignelser, hvor overskriften måske også kunne være: Giv tid.
Frøet i jorden spirer og vokser af sig selv, så bonden bare skal vente til høst.
Nok synes mange landmænd – og haveejere måske også, at der løbende er et stykke arbejde, som skal gøres. Ikke mindst med at holde ukrudt væk.
Men helt grundlæggende kan vi ikke andet end give tid, så frøet vokser og ender med at give dejligt korn eller skønne blomster.
Jeg tænker også, at en del af os i kirken oftere møder ”tag fat” end ”giv tid”.
I kristendommen er vi ikke frataget et ansvar – eller måske skal jeg hellere sige ’en opgave’.
Vi skal være for andre og leve med hinanden.
Men i forhold til Guds rige, så er ansvaret ikke vores. Og ja, måske er det den største udfordring – ikke at kunne tage styringen eller sådan lige med den rigtige indsats, at ’det af Gud’ bliver synligt for flere og i flere. For, vi tror jo, at det vil være godt og positivt på alle måder med Guds rige.
På den anden side er det også heldigt, at Guds rige er mere og større end, hvad vi som mennesker kan tage ansvar for og reelt forholde sig til.
Godt er det vel også, at Guds rige ikke afhænger af os. For, vi mennesker er dygtige men også håbløse.
Hvad er så Guds rige?
Som sagt er det større end, hvad vi kan forstå og dermed sætte ord på. Men det har ifølge Jesus med retfærd, fred og glæde at gøre ligesom kærligheden er dens essens.
Og meldingen er, at det i sig har kimen til at blive noget – og altså også noget, der kan vokse i os og blive til noget afgørende for os – både som kærligheden imellem os og glædens kraft i os.
Med det tænker jeg, at det ikke kun er Guds rige, vi ikke har magt over.
Noget, ja måske meget også i verden har vi ikke magt over. Det må vi til tider erkende, selv om det for mange kan være svært at vedkende og leve med. Vi vil jo gerne selv have mangt og tage styring.
På den anden side, så kan ”Giv tid!” og ”Slap lidt af og nyd livet” til tider være et ganske godt råd.
Både lige nu, hvor vi venter på foråret. Men altså også i livet sammen og livet i os.
Hvis vi skal gro i livet, må vi lade livet gro. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar