søndag den 28. januar 2024

Om at bruge livet eller ej - Søndag Septuagesima

Når jeg ser fastelavnsboller i bagerens vindue, kommer jeg ofte til at tænke på sangen ”Der bor en bager”. Og nok mest slutningen: har du penge, så kan du få. Men har du ingen, så må du gå.

Den kom jeg også til at tænke på, da jeg læste dagens fortælling. Her skal man også ligesom have tjent sig nogle penge i form af talenter for at komme ind til festen.

På den måde må og skal denne lignelse provokere os.
For, er det ikke oftest sådan, at Jesus tager imod de små? – som i fortællingen om børnene i forbindelse med dåben.

Ja, er det ikke et vigtigt kristent dogme for os, at Gud naturligvis tager imod den, som ikke selv magter livet?

Når vi i dag ikke tænker på penge, når vi taler om talenter. Så skyldes det denne lignelse og tydningen af den, som er gået ind i vores sprog.
Altså, handler det om at bruge de evner, som man har fået.

Det kan godt give anledning i tiden om, hvordan man så bruger sine evner. Vi hører om en mand har talent til at drive firma og bruge lovgivningen til at bliver mangemilliardær. Der er også en, som bruger sine talenter på ikke bare at drive firma men også blive præsident. Der er også en konge, som bruger sit talent på en ny måde med bog og italesætte behovet for hjælp.

Her kunne jeg godt give min vurdering af, hvor god en måde man kan og måske bør bruge sit talent. Men jeg vil mest holde mig til lignelsen.

I forhold til hos bageren, så kom alle med talenter. Derfor mangler der for mig ligesom en 4. tjener.

Jeg tænker en, der måske fik 3 talenter for sådan at være lidt imellem til den gode side.
Lignelsesmæssigt kunne han gå ud og investere det hele i en risikoaktie – en rimelig handling fremfor at spille lotto. Investeringen gik helt galt, og alt var tabt.

Hvad ville der mon ske, når han kom tilbage?

H. C. Andersen har en fortælling, som måske giver svaret; Hvad fatter gør.
Fatter gik til markedet med en hest
Byttede til en ko, der kunne give mælk
Byttede til et får, der var godt i stand og havde godt med uld
Byttede til en gås, der både havde fjer og fedt
Byttede til en høne – den skønneste høne, der jo nok kunne finde korn og næsten klare sig selv
Byttede til en sæk rådne æbler – en farlig mængde modsat deres gamle æbletræ, som kun havde båret et æble i fjord
Da han kom hjem, fik han kys og ikke knubs af sin kone.
Om det var et godt bytte, kan vi godt overveje. Men han handlede i situationen efter evne og med de bedste hensigter.

Tænkes denne 4. tjener ind i nutiden kan det være en af dem, der bliver så fysisk eller mentalt ramt, at deres liv går i stå. Måske mister de arbejdsevnen, da hjernen pludselig bare ikke mere kan rumme mange mennesker eller koncentrerer sig i ret lang tid.

Hvad det skyldes, vides ikke rigtigt. Men måske har de i en periode eller over en længere tid kastet sig ud i en for stor opgave eller i et for risikofyldt sammenhæng. 

På den måde bliver de det modsatte af ham, som gravede sin betroede talent ned.
Han tog ingen risiko – nej, gjorde slet ingen ting.
Hvis det i forhold til Guds normale tilgang til de svage skal give mening, at han ender udenfor livsfesten. Så må det hænge sammen med, at ånd og liv dør, hvis man graver dem ned.

Og med det handler lignelsen om gudsriget i nuet, hvor talenterne er varme, levende flammer, der skal næres, deles og måske sendes videre, hvis de skal leve og sprede glæde og være til gavn.

Sådan kan lignelsen godt forbindes til det grundlæggende; at kristendommen er omsorg, og særligt for de små og svage.

Vores liv og gerning tilhører ikke os selv som menneske. Det tilhører næsten – altså de andre i fællesskabet.
På samme måde som et æble, der falder eller plukkes af træet, ikke (længere) er træets, men verdenens.

Måske kunne man sige, at vores liv og gerning tilhører Gud. Og, at det skal gives tilbage.
Men sådan er budskabet ikke – og heller ikke med dagens lignelse. Guds gaver er givet os, så vi kan give videre af det.
Som æblet, der heller ikke gives tilbage til sit udgangspunkt – men videre til os eller et dyr og dermed også med mulighed for, at et af frøene kan blive til et nyt træ.

Oversat teologisk, så skal vi ikke handle eller undlade at handle i frygt for straf som ikke at blive frelst. Sådan kan tjeneren, som gravede talenten ned, godt tolkes.
Den angst kan man godt have alt efter, hvad man tænker og tror om Gud.

For mig er det dog at gå udover lignelsen. Som nævnt, giver den bedst mening som himmeriget lige nu og her i livet med mulighed for at gå glip ar livets glæde - og ikke om evig frelse eller fællesskab med vores skaber – for, dét tror jeg er helt Guds sag.

Jeg kan dog ikke helt lade være med at tænke, hvordan en mulig 4. tjener ville have forholdt sig til ejermandens tilbagekomst.
Ville han mon stikke af, da han havde fejlet.
Fatter i eventyret kunne jo også have indset værditabet fra en hest til rådne æbler og så gået sin vej som en vagabond.

Måske havde fatter ikke denne indsigt – eller også havde han bare stor tilliden til konens kærlighed.
I lignelsen og med Gud kan det også være oplevelsen af den, som man lånte penge af.
Det er jo ikke hvem som helst, man skal låne penge af for så ikke at kunne betale tilbage.
I den grumme afdeling er narkolån er værre end kviklån. Hvor lån af ens forældre kan være i den anden ende.
Og altså: Hvad tænker vi om Gud, der har givet os både livet og vores evner til låns?
Er han streng og retfærdig eller, som jeg tror, en tilgivende far?
Om han så vil rose mig for at have mistet alt, tør jeg ikke sige. Men vigtigere er vel også en favn at finde trøst i.

Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar