søndag den 4. januar 2026

Guds lys i humor - Hellig3kongers søndag

I dag er det Hellig3kongers søndag, som har navn efter Mattæus’ fortælling om de vise mænd fra østerland, der fulgte den lysende stjerne til stalden og Jesus-barnet. Med den fortælling rundes julen af her i kirken. Så derfor stadig et juletræ.

Nu er vi så i et lige år og der læses fra anden tekstrække. Her hører vi ikke om de vise og stjernen, men om Jesus som verdens lys.

Vi kan godt, som vi skal synge om lidt, lade stjernen og fortællingen om Jesus være symbol for hinanden:
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Når det vider hedder:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

Så er det for mig ikke helt klart, hvad vores ledestjerne præcis er. For, Guddomsordet – eller Guds ord, som vi hører om det i johannesevangeliet, er jo Jesus. Ordet, som var med fra begyndelsen som det skabende ord, kom til os som barnet i stalden.

Grundtvig må tænke, at det er evangeliet, fortællingen om Jesus, der vil vise os vejen. 

Med Grundtvigs formulering undgår han på en digterisk måde at lade Jesus som verdens lys være som en stjerne på afstand. På den måde kan vi med Kristus godt både have et mål at gå efter og et nærvær for os at leve i.
Måske.

For mig er der forskel på, om vi følger noget for at nå frem til et mål eller, om vores liv og verden lige nu og her bliver oplyst af Guds Ord som Verdens lys.

Der er forskel på, om vi som kristne stræber efter at finde Jesus – eller måske endda at nå frem til paradiset.
Eller, om vi netop her i livet får givet at leve i det lys, som både gør vores omgivelser og vores eget liv synligt og klar
– et lys med Guds nærvær
- et lys, der fra Gud kom ind i vores verden med Jesus og som stadig oplyser os og som ændrer vores synsfelt.
Intet vil være i mørket, og intet vil være farveløs i det lysåbnende ord.

Jeg vil ikke sige, at det ikke er godt at have et mål i livet. Men, det må ikke være at nå eller opnå nærhed med Gud.
Julen og evangeliets melding er nemlig, at Gud kom til os.

Min tolkning på dagens navn og dagens evangelium bliver; Der er forskel på at have en ledestjerne at følge for at nå et mål. Og, at der er lys i verden, som vi kan ’gå vores egen vej i’.
Denne tolkning kan også have betydning for, hvordan vi lever vores liv i det hele taget.

Vi kan jo godt leve vores liv på en måde, hvor vi hele tiden har en plan, et mål og altid nye projekter. Vi kan leve i forventningen om det gode liv – igen og igen og igen.
Med et sådant liv kan vi godt miste glæden ved det liv, vi har lige her og nu.

At have planer, mål og projekter behøver dog ikke gøre, at vi ikke også lever og nyder livet, som det netop er. Men ofte kan det have den virkning.

Jeg hørte en fortælle, at det kunne være som et hus.
Trives vi i vores stue og byder folk indenfor. Eller har vi hele tiden gang i at bygge nye etager, udestuer eller andet, så stuen ender med helt forsvinder?

Med huset som billede, kan vi godt synes, at projekterne præsenterer os bedre end den lille, måske mørke og snavsede stue. Så, når vi skal vælge os selv, er det måske ikke til at holde ud. For, vi vil gerne tage os anderledes ud.
Eller også tror vi måske, at andre vil se os på en anden måde, hvis vi gør huset større og mere prangende. Vi har så bare ikke tid til at have besøg.

Oftest er det dog ikke udbygninger og storhed, der definerer et menneske.
Det handler vel mere om glæde, mod, sorg, ydmyghed og humor, når det gælder om at være sig selv.

Glæden – altså bare at være glad. Modsat en fortælling om, at vi altid er den glade eller, at vi har et projekt om at blive glad.
Vi kan godt fremvise glæde, når vi løbende får opfyldt alle vores mål og projekter; glæde ved det godt job, glæde ved den dejlige lejlighed eller fine bil, glæde ved at være ’det perfekte par’ og ’den lykkelige familie’.
Ægte glæde kan kun være i nuet.

Sådan også med sorgen. Den kan også gøres til en fortælling eller et projekt.
Men ægte sorg træder frem på en anden måde. Sorgen kan ramme lige præcis ’mig’, og jeg bliver til stede lige i nuet – ikke i en fortælling om mig eller i et nyt projekt.
Det gør altid ondt, og vi kan blive fortvivlet, da vi ikke selv kan finde fodfæste igen.

Sådan kan også glæden ramme os. Glæden kan bryde ind ved mødet med den særlige kærlighed – enten en partner eller et barn.

Mod og ydmyghed er to andre poler, som også kan være en selvfortælling eller et projekt. Hvor pointen i tanken om at vælge sig selv er, at det bliver en del af vores væsen. Ikke mod til alt, men mod til at være mig. Og ikke ydmyghed i alt såsom opgaver og arbejde, men ydmyghed i forhold til livets gave.

Humoren bliver så det særlige, som gerne skulle kunne holde de andre ting på plads.
Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så kan humor også være andet end ’at være sjov’ i selskaber.

Jeg ved ikke, om jeg helt tør sige med dagens evangelium, at Jesus som verdens lys er til stede i humoren. Men jeg vil gerne citere, hvad Søren Kierkegaard et sted har skrevet; Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist. Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar