Lys og salt - Allehelgen

I tillægget er kommet Jens Rosendahls afskedssalme eller tabssang. Som vi netop har sunget, begynder han med glæden; Alt godt blev til.
Mødet med en, der bliver min kære kan komme overvældende, som han digter i forelskelsessangen. Det kan også komme stille og varmt – både med den særligt kære, men også med en god ven.
Med et barn er det vel både-og; noget ganske overvældende samt noget, der vokser frem og bliver mere og mere mangfoldig.

Ind i dette, ved de fleste, at alt ikke er godt og lykkeligt. Udfordringer kan være i forskellighed, ligesom sygdom, tab af evner, ændringer i sindet og endeligt tabet af den elskede.
Disse ting ændrer dog ikke ved kærligheden – eller, de ophæver ikke alt det gode, som har været.
Ved uenigheder og strid kan det godt overskygges. Hvor det ved tab måske kommer til at stå endnu mere klart.

Men mest sandt er det vel, hvad vi sang:
Det følgeskab blev lykke her
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage,
men prisen er så kæmpestor
for kærlighed på denne jord
dog aldrig skal jeg klage.

Grundlæggende er livet noget, vi får givet og derfor kun kan takke for.

Måske er vores liv ikke altid lige let, men det gør ikke nødvendigvis taknemmeligheden over livet som gave mindre.
Smerter og glæder hører sammen og gør til tider hinanden mere tydelige.

Jorden, og vores hjem her, kan også være et besværligt sted at leve, men dermed tænker vi nok sjældent, at vores hjem ikke er et godt hjem på en dejlig jord.

Udover at takke for livet og for at have et hjem på denne dejlige jord, så kan vi også takke for, at vi må dele det med andre – både livet og vores hjem.
Og ikke mindst her i dag, Allehelgensdag, kan vi takke for samlivet med andre ved at mindes vores kære.

Vi er sat i et fællesskab, og i dette fællesskab har vi mulighed for i kærlighed at dele glæder og sorger.
Vi er, som Jesus siger i dagens tekst, lys og salt i verden - i hinandens liv.

At bruge billeder som lys og salt kan godt være udfordrende. Eller rettere, vi skal være varsomme med tolkninger.
Når vi tænker salt, så kan vi jo tænke, at det opløser sig selv – f.eks. i maden.
Vi kan også tænke, at det inficerer madet – det kan jo blive for meget - eller, det kan gøre drikkevand ubrugeligt.

Sådan kan det ikke være tænkt af Jesus med os – hverken at vi skal opløse os selv, fylde for meget eller gøre noget ubrugbarligt.

Når det gælder ’at være lys’, så kan det tolkes som, at vi altid skal stråle og smile fra ører til øre.
Men, det er jo ikke muligt for os, hvis vi skal være sande mennesker og ikke fotomodeller eller mannequindukker.

At være lys betyder nok heller ikke, at vi skal have et lyst sind – selvom det er en god ting. Det må handle om at være lysende til stede i sit eget og i andres liv. 

Og her i kirken kan tolkningen være at leve som et lysende eksempel på den kærlighed, Gud har åbenbaret i Kristus og også givet os.
Som skabte rummer vi muligheden af at lade Guds lys, kraft og glæde gå gennem os og ud i verden – ud til andre. Sådan forstår jeg det, når vi er skabt i Guds billede.

Videre kan vi også elske, som Gud elsker, og tilgive, som Gud tilgiver. Alt sammen noget der er vigtigt – både for os selv, for andre og for samfundet. Uden kærlighed, glæde og tilgivelse bliver liv og fællesliv besværligt.

Netop, at vi er givet muligheden, må være udgangspunktet for Jesu ord om, at vi er lys og salt.
Og det er ikke kun en mulighed for os. Nej, han siger, at vi ER det. Altså må Guds kraft virke igennem os – måske bare ikke altid så synligt. 

Når vi tænker på os selv som lys og salt, må det være en pointe, at vi ikke kan være det for os selv. Det ville være meningsløst – som at tænde et lys og sætte det under en spand.

Lys og salt er vi for andre – og andre er det for os. 

Videre, så er lys og salt afgørende for livet.

Salt er ikke kun noget, der får maden til at smage, men også noget, der er vigtigt for vores krop.
På samme måde er lyset ikke bare noget, der er rart at have for at kunne finde rundt – eller for at kunne se verdens skønhed.
Også lys er nødvendig for os – ja, er nødvendig for nærmest alt liv på jorden.

Med det billede bliver vi også vigtige i andres liv – og andre bliver vigtige i vores liv. Bl.a. dem, vi i dag vil mindes med taknemmelighed over, hvordan de delte deres liv med os.

Vores tak for livet bliver også en tak for, at vi får lov at være en del af andres liv.
Og vel ikke mindst, at andre er og har været en del af vores liv – at nogen er eller har været salt og lys for os.

Vores tak her Allehelgensdag vil særligt være en tak for de kære, som ikke længere er hos os andet end i minder, tanker og i vores kærlighed.
Ligesom vi tror, at både vi og vores kære altid vil være levende i Guds tanker og i Guds kærlighed.
Eller, som vi synger med Jakob Knudsen: Ud hans hånd mig river af dødens garn.

Denne tro ændrer dog ikke på sorgen og savnet. Når vi mister noget, som har givet os glæde, så må vi både kunne grine og græde over dem – og med dem.

Amen