Dagens fokus er at få en ny chance. Og som sidebemærkning hører vi om ligeværdighed.
Jeg vil begynde med den fine lille lignelse om figentræet, som måske mere handler om en vingårdsejer og hans gartner.
Vores haver her til lands er ikke fyldt med figentræer, men de findes og fylder måske flere steder uden, at der kommer figner.
Her skal vi dog nok mere give klimaet skylden end træet.
Skulle vi forstå lignelsen mere direkte, ville et æbletræ nok været bedre.
Et æbletræ kan godt fylde i en parcelhushave. Og da endnu mere ved et rækkehus eller i en baggård.
Nu kan det jo ske, at træet står et godt sted, så den giver skygge på det rigtige tidspunkt. Så er æbler måske ikke afgørende. Ellers vil vi nok også overveje at fælde træet, hvis der år efter år ikke kommer nogle æbler.
Og skulle æbler være en del af vores levevej, gav det ingen mening at beholde et goldt træ.
Med fornuften burde vi altså være på ejerens side. Men som Jesus fortæller lignelsen, holder vi vel med gartneren; giv det en ekstra chance – og vel om et år måske endnu en chance.
Lignelsen rummer på en enkelt og fin måde, spændingen mellem retfærdighed og kærlighed – mellem krav og omsorg.
Vi som mennesker må være figentræet, hvis opgave i livet er at bære gode frugter – altså at give noget godt til verden – ikke af os selv men ud af, hvad vi får givet.
Et figentræ kan jo ikke meget andet end bare stå, hvor det er plantet, og suge næring fra jorden samt optage den friske luft og solens varme stråler.
Det er måske ikke så flatterende et billede på os – vi ser vist helst os selv som aktive og skabende, som nogen der også har værdi i det, vi gør.
Mange viser det også gerne frem.
Nu er Jesus hoved-fokus i lignelsen ikke os, selvom lignelsen er talt til os som noget vigtigt.
Fokus er ikke figentræet men forholdet mellem ejeren og gartneren.
Og de må på forskellige måde repræsentere Gud som skaberen og Gud som kærlighed – altså Jesus.
Spørgsmålet bliver: Hvordan forholder Gud sig til et udueligt menneske?
Den retfærdige Gud, som ejeren kan repræsentere, møder vi i Det gamle Testamente.
Der dukker også den kærlige Gud op i glimt.
Men det er først med Jesus, at Guds kærlighed sådan fuldt kommer til syne og, at den altid trumfer retfærdighedens krav.
Det er jo forunderligt, at trods manglende gode frugter – ja, manglende frugter i det hele taget. Så gives figentræet – så gives vi – endnu en chance.
Eller måske mere end det. Så får vi en særlig omsorg, som jo formodentlig ikke blev givet til det figentræ, der bærer frugt – den af os, der lever og deler.
Opgøret med en retfærdig og straffende Gud hører vi også i dagens første del.
Jesus tager en formodentlig samtidig fortælling samt en gammel fortælling frem og giver sin tolkning af skyld og straf – eller mere præcis, af den manglende sammenhæng mellem skyld og straf.
Det ene er om, at nogen ved døden har fået deres blod blandet med offerdyrs bold.
Vi kan høre, at det må have været uværdigt – ja, at de måske er gået urene i døden og derfor ikke har adgang til Guds evige rige.
Og tanken er så kommet, at Gud nok har ladet det ske, fordi de som mennesker ikke havde fortjente andet.
Ak hvor menneskeligt!
At nogen tolker andres lidelse og død som en Guds straf – eller, som selvforskyldt, er desværre ikke noget, som kun skete dengang.
På den måde har dagens tekst ikke ændret alt.
En retfærdig straf til de onde og dumme, er vel også en del af vores tankesæt.
Måske har de ramte ikke sådan i offentligheden levet et skrækkeligt liv. Men, så er de nok bare ikke blevet afsløret – som f.eks. de kiosker, der afsløres i svindel. Eller dem hvis navne stadig ikke er offentliggjort i Epstein-papirerne.
Når ikke alt blive opdaget af mennesker, kan tanken nemt være, at så må Gud, der ser alt, tage sig af det.
Heldigvis melder Jesus klar NEJ til en sådan tanke – altså, at Gud står bag ulykken som den retfærdigt straffende.
Vi skal ikke se andres lidelse som tegn på, at de selv har fortjent det.
I dag er det måske mere vigtigt, at vi ikke ser sådan på os selv; at vi selv er skyldig i ulykker og sygdom.
Denne evangeliske pointe med, at kærlighed og omsorg er Guds vej frem for retfærdighed og straf, passer meget fint med teksten om børnene, som vi hører ved dåb.
Da mødrene – og måske fædrene - kom med deres børn, reagerede disciplene nok ud fra både en praktisk og en retfærdigheds tanke.
Praktisk, at børn altid forstyrrer.
Retfærdig, at de ikke har gjort sig fortjent til et sådant Guds nærvær, som Jesus er. De har hverken kunnet forstå Guds bud eller kunnet overholde dem, sådan som tolkeingen har været af budskabet i Det Gamle Testamente.
Også ved børnene vender Jesus tingene rundt og sætte kærlighed foran fortjeneste.
Jesus sætter altid dem, der ikke magter livet selv, i første række hos Gud. For, de har mest brug for … og har nemmes ved at forstå den ubetingede kærlighed.
Vi andre, som i det store og hele godt kan klar os selv, kan have sværere ved at forstå kristendommens budskab. Vi vil nemlig helst beholde magten selv.
Og deri kan vi også rammes af selv at skulle bære skylden for ulykke og sygdom.
Dagens tekster er gode at høre, særligt når vi ikke rigtig dur til noget – eller måske, når vi igen og igen ikke dur til noget.
Eller, når ulykker rammer os.
Vi er altid noget værd, og vi får ikke som forskyldt.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar