Hvornår svigter vi?
Hvorfor svigter vi?
Og, hvad gør vi med det, vi har fået?
Med det spørgsmål som indledning, kan det godt komme til at virke lidt tungt – ja, måske endda fordømmende.
Sådan, som dagens tekster vel også er.
Pointen for mig er, at evangeliet altid taler ind i vores svigt, mangler og fejl.
Kun dér kan vi rigtigt forstå budskabet.
Lidt som morgenlyset, der kommer ind ad vinduet mod øst og ændre hele stuen og humøret efter en mørke nat.
Eller, når solen kommer ind i havestuen og gør den lunt og rart efter, der har været klamt og koldt siden solen forsvandt aftenen før.
Jesus siger det selv så fint; det er de syge, der har brug for læge, ikke de raske.
Eller fra skabelseshymnen: Gud tændte lys i mørket.
I dagens tekster er pointen, at vi nok alle er syge og har brug for læge.
Både i Det gamle Testamente og med Jesus gås der til dem, som selv måtte mene at være raske.
Altså dem, der mener at leve korrekt – eller bare føle sig hævet over andre og måske over et ansvar fordi, de er ’de særlige’.
Måske er det her, vi har fået tanken om at måtte piske på de rige, de magtfulde, de hellige og de særligt privilegerede.
Eller, sådan har det været; vi må gerne gøre grin ’opad’. Hvor vi skal have omsorg for dem ’nedad’.
Kun kan vi udfordres, når ’opad’ og ’nedad’ kan skifte. Altså, når dem, vi ellers har tænkt som svage, er blevet de magtfulde.
Eller, når dem vi har omfattet med tolerance, viser sig at være intolerante.
I denne tid er det nemt at skyde på Trump.
Både som magtfuld – men, han er vist ligeglad.
Og med, at han ikke holder ord. Senest med import af diesel fra Rusland efter, han havde underskrevet en lov mod alle, der aftog energi fra Rusland.
Evangeliet handler dog ikke om, at vi skal pege fingre – altså mod andre.
Ordene er til selvransagelse og en mulig erkendelse.
Det betyder dog ikke, at vi ikke skal forholde os til andres unoder. Vi skal naturligvis kæmpe for de svage og for ligeværdighed.
Senest i forhold til bogen om Aisha - en kvinde, der med sin datter var brudt ud af noget, der bedst kan betegnes som religiøst slaveri. Jeg håber ikke, at det findes her i Vejle Søndre Sogn. Men, jeg ved det faktisk ikke.
Mit håb er at enhver, der måtte have kendskab til noget sådant, vil råbe højt – eller få sat noget hjælp i gang. Hvilket nok først skal være i det stille, for at komme igennem.
I dag får vi hele tre lignelser.
Nogen kan spejle sig i den ene, andre i en af de andre.
Eller, til tider kan jeg spejle mig i den ene, i andre situationer i en af de andre.
Kun sjældent rammer de alle tre – men det kan ske.
Først den om vingården fra Det Gamle Testamente.
Gud vælger at gøre noget særligt for et lille, dejligt sted. Alt gøres klar til, at det kunne blive den dejligste vingård.
Kun viser det sig, at vinstokkene ikke bære de søde og gode druer, som kan blive til den lifligste og livgivende vin. I stedet bærer de ’vilddruer’. De har også været oversat med sure druer eller rådne druer.
Er vi en af vinstokkene, så er vi sat i en fantastisk have – hvilket Danmark er, og vel jorden som helhed.
Alt er givet og gjort klar til, at vi lever et godt liv og bærer glæde.
Rammes vi mon af, at vi bærer surhed, råddenskab og had?
Den første af Jesus’ lignelser handler om to sønner, der bliver bedt om at hjælpe.
Begge siger et, men gør noget andet.
Er vi ikke til at stole på?
I dag vil vi nok sige, at den handlende gør det rigtige. Men, at sige nej og dermed gå imod sin far og dermed samfundsordenen var dengang ikke bare en uforskammethed.
Men ja, at gå i sig selv igen – som den fortabte søn – er en vej i livet til det bedre.
Vi rammes dog nok oftere af også at sige ja, ja for så ikke at handle – måske fordi vi glemmer, er optaget af noget vigtigere eller ikke gider.
I den sidste samles tingene, så vi kan læse Jesus ind i fortællingen.
Gud giver mennesker forvaltningen af jorden og livet. Det er stadig Guds, men det tager den for deres egen.
Måske kan vi godt vise mere ansvarlighed overfor noget, der er vores. F.eks. at have sin egen have eller mark.
Men, vi kan få et andet perspektiv ind, hvis vi stadig tænker, at vi har alt til låns – altså til låns af vores Skaber og Gud.
Sådan som vi lige har sunget i 728.
Har vi svært ved at tænke alt som værende til låns af Gud. Så kan vi måske tænke, at vi har jorden og naturen til låns af de næste generationer.
I lignelsen ønskede forpagterne ikke at stå til regnskab. Så, de dræber både de første budbringere og sønnen med. Så måtte alt jo komme til at tilhøre dem.
Sådan er det dog bare aldrig for os mennesker. Der er altid en forbundethed og en forpligtet-hed, som vi ikke kan slippe af med – og vist heldigvis for det.
Jesus kommer så ind i lignelsen ved at være Guds søn, der bliver slået ihjel. Men den vinkel må vente til en anden gang.
Her vil jeg i stedet tage ord af den Paulus-tekst, jeg valgte ikke at læse, som overgang til det evangeliske: ”Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”
Det kan også siges med Minds of 99: Alle skuffer over tid.
Altså har vi også alle brug for at rummes af Guds tilgivne kærlighed.
Ingen kan frelse sig selv med et perfekt liv. Og skulle vi tro det, er dagens tekster med til at sige: så er vi længere væk fra Gud og fra frelsen end alle andre – uanset størrelsen og mængden af fejl, mangler og svigt.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar