Hvad er det, vi synes er naturligt?
Ja, det kan være forskelligt fra personer og kulturer. Det kan også være forskelligt over tid.
Der tales om, at vi lever i en regelbaseret verden, som for tiden er udfordret.
Nogle siger også, at vi bare i en kort periode har levet i en forestilling om, at regler og værdier kan forme og styre en verden.
I vores humanistiske tilgang har vi nok glemt, at magt både er en drivkraft og en urkraft for mennesker.
Måske har vi været blinde i vores godtroenhed; at alle ville os det bedste.
Hvor, må vi nok erkende, at alle mest vil sig selv det bedste – og os selv med.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også gerne vil de andre det bedste – hvis bare, det ikke koster noget for mig. Eller, bare jeg ikke dermed kommer til at opleve en mangel.
Det med at være forskellige og ændre sig over tid, ramte mig ved at høre P4 onsdag formiddag.
Det blev jeg mindet op, at andre aldrig har været som os. Modsat, hvad jeg for tiden kan tænke, at f.eks. USA er da gået en helt forkert vej på det sidste. Hvor vi nok grundlæggende altid har været forskellige.
Det ramte mig, da der blev sagt, at man i Amerika gerne praler og roser sig selv. Jeg kan kun tænke, at det for tiden viser sig i ekstremer. Men det ikke er helt ude af deres kulturelle virkelighed.
Her siger vi, at janteloven begrænser os. Hvor jeg nok mere tænke, at vi vist egentlig bare ikke tror på, at pral får os til at være mere værd.
Efter snakken om pral, blev der spillet en sang med Hugorm og Peter Sommer. Der lød det, at de hver tog ansvar og nedlagde forsvaret.
Jeg har hørt den før. Men først der i bilen slog det mig, at jeg nu faktisk er helt uenig.
Første gang, jeg hørte den, var mig tanke: Tja, det kan de jo mene.
Og havde jeg hørt det for 15-20 år siden ville jeg måske endda have sunget med på den.
Udover, at det fysisk og måske også mentalt kan være sundt for unge mennesker med militære øvelser, så var et generelt dansk forsvar vist overflødig – modsat specialstyrker.
Jeg har tænkt – som formodentlig mange danskere – at vi ikke var i risiko. Ja måske, at krig og militær invasion var fortid – altså her i vores del af verdenen.
Og ellers, ja, så passede storebror nok på os.
Nu tænker jeg anderledes – og følger dermed den generelle tendens og mediernes fortælling.
Nok kan vi ikke meget selv. Men sammen med andre, så kan vi måske. Og der netop sammen, hvor vi så også tager ansvar – ikke ansvar for at nedlægge forsvaret, men ansvar for også at kunne kæmpe for vores dejlige land, for vores frihedsværdier og helt generelt for vores frihed.
Med dagens evangelium kan vi tænke:
Har jeg og vi så været blinde før?
Og, har vi glemt i tide at råbe om hjælp?
Eller, har vi måske undladt at høre dem, der har råbt om hjælp?
Måske. Eller også har vi bare næsten lukket øjnene for det. Da ikke alt vel har overrasket. Kun har vi troet på det gode og det bedre.
Jeg tænker, at en lignende fortælling kan laves over vores tilgang til udenlandske kriminelle bander.
Det kan da ikke passe, at de ikke også gerne vil være gode mennesker. Og det fastholder jeg at tro på.
Men slægtskab, kultur og måske nød eller bare ønsket om mere velstand kan gøre, at kirketage og kabler til lade standeren fjernes, eller at overfald og måske mord kan være opretholdelse af værdighed.
Det er vel heller ikke utænkeligt, at de kan retfærdiggøre sig selv – enten i en anden kulturel tankegang. Måske i, at rigdom bør deles. Eller, som jeg hørte, at vi jo får tyveri dækket af forsikringer.
Og videre må vi tænke: Er jeg mon så anderledes, hvis nød og vanære rammer?
Måske tyr vi ikke lige nu direkte til ulovligheder. Men så kan vi være med til at forme lovgivningen.
Med dagens tekster, vil det være helt forkert ikke også at tage Paulus’ dejlige tekst med.
(I går var det jo også Vallentins dag)
Vi hører om kærligheden og om det ideelle – tror jeg, for os.
Vigtigt er det ikke at høre ordene som krav men som tilsagn om Guds kærlighed og med det som vejledning. Derfor er det også fint, hvis vi med kærligheden gerne vil leve efter:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.
Har vi mon her elementer til vores jantelov?
Eller, er vi og dermed janteloven præget af disse ord af Paulus?
Alle vil vist sige, at det er så smukke ord om kærlighed, der nærmest kan skrives.
Og en del kan være overrasket over, at det er den Paulus, der også kan skrive meget tungt teologi. Eller de forkætrede ord, at kvinder skal tie i forsamlinger. Mens han anden stede smukt skriver, at der ikke er forskel på hverken rase, køn, slave/fri og hvad, vi som mennesker ellers kan dele andre op i – eller selv hævde sig ved hjælp af.
Man ja, idealist var Paulus også – mest når det gælder Guds kærlighed og Jesus Kristus, som levede den kærlighed ud blandt mennesker. Mens han i det menneskelige var meget realist – faktisk ligesom vi hører det om Jesus. Også mere realist på de menneskelige ’skavanker’ end, hvad jeg har lyst til.
Jeg vil stadig gerne hæve de smukke ord om kærlighed op som det menneskelige ideal.
Eller?
Måske er realisme meget godt, hvis vi skal leve som mennesker her i verdenen – og vel også, hvis vi bare skal leve som os selv.
Vi kan ikke forvente – hverken af os selv eller andre – kun at være fuldt af den kærlighed.
Ligesom vi ikke fuldt kan leve sammen med andre alene på de værdier – og da slet ikke opbygge et samfund alene på dem.
Realister må vi være, og til det skal nogen eller noget hjælpe os til at blive seende.
Bare vi dermed ikke bliver kyniske – altså, at vi ikke glemmer, at kærligheden også er
Og formodentlig også er den stærkeste magt.
For: Størst af alt er kærlighed.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar