onsdag den 31. december 2025

Om bøn og et vandrør - Nytår

 

Her ved nytår kan jeg godt li at dele en fortælling. Og i år, hvor det handler om bøn, har jeg fundet en af Anette Broberg. (Vorherres vandrør)

I Vorherres hus er der en kælder. I et lille rum længst inde er kun nogle gamle kasser og nogle vandrør. Lyset er gået, og det lille vindue står åben, så en kat kommer hvert år og får en hold killinger.
Ellers sker der ikke noget – udover, at de tre vandrør får en snak. Egentlig holder de meget af hinanden, men de bliver også nemt uenige.

”Det puslede inde i kartoffel-kælderen i aftes” sagde det lille kobberrør. ”Så var Han nok forbi”.
”Det er godt at vide, at Han er der” siger et lidt større rør med rød klud bundet om sig.
Det store rør snøfter forarget: ”Hvorfor bliver I ved med den ammestuesnak? Han findes jo slet ikke.”

”Jamen”, siger det lille kobberrør lidt ophidset. ”Hvem er det ellers, der går og tænder for vandhanerne i huset ovenover, så vandet stiger op igennem os?”
”Vandhaner og huset ovenover. Hvornår forstår I, at de ikke findes. Der er kun os her og så katten, der kommer forbi.” Siger det store rør og lukker af.

”Jeg ved dog, at Han findes” insisterer røret med kluden. ”I husker det år, hvor sneen føg ind gennem vinduet, og både musene og jeg frøs helt til is. Da kom Han med det dejligste varme vand og tøede mig op – og satte den dejlige klud på.”

”Puh” siger det store rør. ”Det er noget, du har drømt. Jeg så Ham i hver fald ikke.”
Og så lod den en dråbe vand falde. For, det var begyndt at dryppe. Og det ville slet ikke høre på de andre og deres håb om, at Vorherre ville komme og hjælpe.

Ikke længe efter gik døren op. Vorherre kom ind med rørtang og det hele.
Men det store rør lukkede øjnene og holdt på vandet, så Vorherre ikke kunne finde, hvor det var utæt.
”Ak” sagde Vorherre, og gik igen.
Det store rør pustede ud, så der igen faldt en dråbe. ”Ja, jeg så Ham i hvert fald ikke.”

Jeg kom til at tænke på den lille fortælling, da dette nytårs tema er bøn. Bøn kan være den usynlige forbindelse som, når vandet strømmede op igennem rørene.
Bøn kan også have med det at turde håbe og turde ønske, og måske en at tale med. 

Bøn er for mig en forbindelse til noget, vi ikke helt har styr på. Som kristen tænker jeg ’Gud’. Og vi kan vel have det netop som de tre vandrør i kælderen.
Oplevelser kan være forskellige, og tolkningen kan være forskellige. 

Her i kirken har vi mange formulerede bøn.
Kirken som rum giver også mulighed for vores egne bønner. Det kan være, når vi giver plads ved stilhed eller musik og sang.
Det kan være undervejs i gudstjenesten, hvor tankerne godt kan hopper ud af en salme eller min prædiken for en stund inden, vi igen er tilbage i fællesskabet.
Det kan også være, når vi i løbet af ugen åbner døren og sætter sig herind – når der er åben.

I min dagligdag har bøn i mange år vare en lille snak med Vorherre – en tanke, hvor jeg måske ikke altid sådan bevidst får taget kontakten. Tidligere havde jeg det mere som en bevidst tanke – en lydløs opkald til Gud for en snak. Nu er det vist mest som en trådløs forbindelse hele tiden.
Derfor kan det være godt også lige at få tænkt bøn som noget konkret.

Og mest konkret er den særlige bøn, som dagens tekst rummer – ikke mindst, når den siges fælles i mange forskellige sammenhæng. Nærmest altid her i kirken ved alle mulige gudstjenester og mange forskellige sammenhæng. Om det er med børn, ved bisættelser eller på plejehjemmet med demensramte.
Men også i hjemmet, i foreninger osv.

Bønnen Fadervor er for mig fællesskabet både med Gud og med andre mennesker.

Udover fællesskab, så er Fadervor også en samling af væsentlige bønner. Nogle gange rammes vi måske af et bestemt led.
Med ”rammes” mener jeg, at der bliver sat ord på noget, som netop er en bøn for mig:
Ikke at møde ondskab
At blive fri for fristelser

Men oftere rammes jeg i bønnen af der, hvor jeg vil kunne være til hjælp.
At bede: giv os i dag vores daglige brød.
Så er der jo ikke meget, jeg normalt mangler. Men til tider hører vi om mennesker, der mangler fornødenheder til livet.
Og så bliver overvejelsen: kan jeg gøre noget?

Sådan kan jeg også tænke, når jeg hører om ondskabens virkelighed.
Til dels kan jeg også tænke det ved ”ske din vilje” eller ”komme dit rige” – om, at godhed, hjælpsomhed og kærlighed må træde mere frem.
Ved de led i bønnen kan jeg først tænke, at noget sådant må kunne lægges det over som Guds ansvar.
Jeg har jo ikke al magt og dermed heller al ansvar. Så Gud må fikse det.

Men så går det sjældent længe inden jeg indser, at også jeg har nogle muligheder og dermed også lidt ansvar.

Og på den måde må vi altid går ind i et nyt år – som i en ny dag, en ny time, et nyt minut.
Altid med mulige opgaver men aldrig med al ansvar – og aldrig alene. 

Somme tider åbner Vorherre en vandhane, og vandet stiger op igennem os som gennem rørene i kælderen for at give liv til andet; måske stuens planter.

Amen

torsdag den 25. december 2025

Lys og toner - Juledag 2025

 

I år får vi Johannes’ juleevangelium; at ordet, Guds ord var med hel fra begyndelsen og blev inkarneret i Jesu med julen.

Videre siges det, at han er verdens lys og, at lyset dermed er kommet til verdenen. Det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Mørke og lys er stærke symboler.
Og vi vil normalt tænke, at lyset er stærkere end mørket. Da mørket jo må vige, når lyset kommer frem.
Dét vil jeg fortælle en lille historie om inden, at jeg vil gå videre med overvejelsen. 

Lyset som det mest kraftfulde og altomfattende høres i fortællingen om tre prinser fra Filippinerne.

En konge var blevet gammel, og han ville finde ud af, hvem af hans 3 sønner, der ville blive den bedste konge efter ham.

An kaldte dem sammen og gav dem hver en guldmønt. De skulle fylde kongens lade helt op inden midnat.

De drog ud.
Den ene søn kom forbi en sukkermølle. Der lå store bunker af tørre sukkerrør, som havde været gennem pressen.
De fyldte godt og var gratis. Så sønnen brugte sin mønt på at leje en kærre og fik dem kørt til laden. Og laden blev fyldt.

Den anden søn kom forbi en kokosplantage. Der lå bunker af afhuggede skaller. Dem købte han billigt og fik dem fyldt ind i laden.
De fyldte måske laden endnu mere op, ad de også kunne puttes ind i mindre huller.

Faren ville dog ikke give ham kongetitlen før den sidste søn kom hjem.

De ventede helt indtil solen var ved at gå ned. Så kom han – men uden vogne og masser af ting.
De to andre grinede lidt, da de alle gik ind i laden. Porten blev lukket, og der var ganske mørkt og enormt tomt.
Så tog den tredje søn et stearinlys op af lommen. Han satte det midt i laden og tændte det. Da det brændte, kom lyset ud i alle ladens hjørner og kroge. Og han blev konge.

Så stor en kraft og så alt overvældende er lyste.
For selv, hvor vi oplever skygger. Der er lyset jo stadig – bare i mindre mængder. 
Ja, selv skygger findes kun pga. lyser. 

Faktisk kan jeg godt tvivle på, om jeg nogensinde har oplevet totalt mørke. Selv i et lukket rum, er der ofte en lille sprække.

På den måde er lys vel stærkest, da mørket altid må vige – ja, vel ganske forsvinde og opløses som skygger.

På den anden side, må vi vel også erkende, at mørket er tilbage, hvis/når lyset bliver slukket.
Om lyset så helt kan forsvinde, når først det er kommet ind i verdenen, kan være et overvejelse værd. 

Her kan jeg tænke lidt som for os – lys og mørke bruges jo som symboler også på vores liv og vores indre i forhold til godt og ondt;
Hvis nu først noget godt er kommet ind i vores liv, er det så muligt, at det så fuldstændigt kan forsvinde igen?

Men, hvis det nu er muligt for lyset at forsvinde totalt. Så må det vel være sådant, at alt bliver mørke. Og, betyder det så, at mørket er det grundlæggende i vores verden?

Eller er det måske mere sådant, at mørket faktisk slet ikke eksisterer. Vi kalder det bare mørke, når andet ikke findes - mere præcis, når lyset ikke findes.

Sådan har jeg også til tider tænkt om ondt i forhold til godt; at ondt kun er fravær at det gode og dermed ikke rigtigt findes.
Men, sådan er det vist ikke.
Ondt findes, og folk gør bevidst onde ting, må selv jeg erkende.

Så fremover skal jeg nok mere tale om, at skygger er som, når der sker noget ondt. For, totalt ondt tror jeg ikke på. Der vil i vores liv altid også vil være noget godt.

Måske skulle jeg gå ad en anden vej i forhold til et godt symbol.
Nok taler Johannes om Jesus som verdens lys. Men først taler han om Ordet – altså lyd og budskab.

Det kristne budstab, evangeliet, er ganske afgørende for os. Deri hører vi det glædelige budskab om Guds kærlighed.
Ved skabelsen var Guds ord også det, der satte skabelsen af alt i gang; Ting skete, som der blev sagt.

I dag vil jeg nøjes med at brug lyd som symbol. 

Hvis vi tager fortællingen om de filippinske prinser. Så kunne en af de tre sønner vel have ladet et barn eller en fløjte give lyd i laden, og den ville været blevet fyldt. Ja, måske mere fyldt end hvad lyset kunne. Lyden ville også sætte sig i træværk og mure.

Ikke mindst her i Løget ved vi, at kun ganske lidt lyd kan fylde hele rummet.

Sådan er det vel også inde i os og ude i rummet. Og det holder vel egentlig aldrig helt op med at klinge.
Sådan kan vi også tænke om Gud, som noget, der er totalt overalt og i alt.

Måske kan vi også tænke her med julen. Når først julens glædelige budskab om et barn, der bragte glæde og kærlighed inde i verdenen.
Så må det budskab også klinge overalt og i alle uden nogen sinde at klinge ud.
Til det skal vi også lade os bruge gennem ord, handling og måske særligt fælles sang.
Så, lad os gøre det på denne glædelige juledag.

Amen

onsdag den 24. december 2025

Jul og lidt Pippi - Juleaften 2025

 

Der er noget magisk ved julen.
Vi oplever det i TVs julekalendere med en talisman eller andet, med hjælpsomhed og måske særlige kræfter.
Vi oplever det også i julefilm. Det kan være som en lysmagi, som et decideret mirakel eller som oftest, at fire øjne mødes og to hjerter slår i takt.

For mig rummer julen også magi. Her tænker jeg ikke så meget på den stemning, der kan opstå, som her i en fyldt kirke – eller måske alligevel lidt. Det kommer jeg tilbage til.
For, julens magi har for mig ikke noget at børe med hverken superkræfter, trylleri eller mirakler.

Som illustration vil jeg dele en lille, fin fortælling om Pippi.
Det passer fint her, hvor det er 80 år siden, at Astrid Lindgren fik udgivet den første Pippi-fortælling.

Jeg tror, at Pippi gennem tiden har haft stor betydning på mange måder. Også selvom jeg som dreng og den stille fra landet mere var til Emil fra Lønneborg.

Begge har en julefortælling. Den om Emil er nem at sætte sig ind i, da han inviterede alle på fattiggården til julemiddag. De tømte familiens lager af mad, som ellers skulle gå til ’de fine og fornemme’, der kom som gæster efter gudstjenesten.

Pippi holder hun en stor fest og inviterer alle børn. Der er masser af lys og masser af gaver i havens store træ. Der er også masser af lagkage og kakao.

Måske dem fra skolens mindre klasser godt kan huske min genfortælling. I andre får en lidt kortere udgave.

Alle børn, der kendte Pippi, var kommet og stod og glædede sig. De var også helt utålmodig indtil lågen til haven blev åbnet. 

Fru Finkvist kom også. Hun brød sig ikke om børn – men om lagkage.
Hun mente, at det ville være en ære for Pippi at have hende som gæst. Og så kunne hun jo lære børnene at spise lagkage på en fin måde.
Men sådan tænkte Pippi ikke. Man skulle være et barn for at være med. Og det var fru Finkvist ikke – eller ville ikke være det. Så hun gik igen lidt fornærmet – men måske ikke så langt væk. Hun elskede jo lagkage.

En lille ny dreng var ikke sikker på, at han også var inviteret.
Han hedder Elof, var måske lidt tyk og helt sikkert meget forsigtig. Måske har han været drillet, hvor kan kom fra. For, stor værdi tænkte han ikke, at han havde.
Han står og kikker rundt om hjørnet.

Pippi ser ham og spørger, om han gerne vil med ind.
Jo, hvis han måtte liste ind i et hjørne for at være med, ville han da gerne. Og han lovede, at han nok skulle lade være med at spise noget af lagkagen. 

Men det ville Pippi ikke give ham lov til.
Det svar havde han nok ventet.
Da han ville gå, rakte Pippi hånden ud og sagde: Du må kun være med, hvis du lover at spise mindst lige så meget som alle de andre. Og drikke kakao med flødeskum og få gaver ligesom alle de andre.

Lidt efter sad Elof sammen med alle de andre og var lige som alle de andre. Ja, og pludselig oplevede han, at han var lige så meget værd som alle de andre. Sådan havde Pippi bestemt det, og det var hendes fest.

Hvad angår fru Finkvist. Så kunne jeg håbe, at hun også kom ind og blive et barn ligesom alle de andre – og oplevede at alle var lige meget værd.

I Pippis jul var Elof ikke mindre værd end andre og fru Finkvist ikke mere værd end andre.
Og netop i oplevelsen af dét findes for mig den særlige magi, som kommer med Jesus og julen.
Vi hører jo, at det var sådan – altså at komme ind til Jesus, og at bøje sig for ham på samme måde, om det så var de fattige hyrder fra marken, som ingen vist regnede for noget eller måske kendte navnene på, eller om det var de vise mænd fra øst, der både var studerede og rige og, som vi jo faktisk har givet navne.

I vores verden kan vi nemlig ikke helt lade være med at se også på værdier som, at de vise mænd havde rejst langt og havde dyre gaver med.
Hvor de alle i stalden fuldt ud var på lige plan – lige vigtige og dermed også fortalt med lige værdighed i den bibelske fortælling. 

For mig er netop denne absolutte ligeværdighed ikke bare vigtig men afgørende. Så derfor piller jeg også legenden om de tre konger lidt fra hinanden ved konfirmandernes julehygge. 

Der er forskel på, hvordan fortællinger bliver genfortalt. Sådan også med Pippi, hvor andre nok kunne finde andre pointer at få som essens. Hvor denne fortælling for mig er tydelig på; at vi alle sammen er lige så meget værd som alle de andre. Præcis som alle de andre er lige så meget værd som os.
Jeg synes, det er en skøn fortælling og et vigtigt budskab også i denne tid.

I princippet er denne ligeværdighed altid sand.
Men, måske oplever vi det ikke så ofte.
I virkelighedens verden er det vel som legenderne om De hellige 3 konger. Der har evner eller mangel på evner også betydning. Ligesom ansvar og magt eller at være uden muligheder.
Jeg håber dog, at alle på et eller andet tidspunkt oplever sand ligeværdighed.
Det er måske i en dyb og god samtale. Måske, når vi er totalt opslugt i en fælles leg.
Det kan også være sidde stille sammen. Eller måske, når vi synger sammen – som nu her i kirken eller senere rundt om juletræet.
De stunder, hvor vi bare er fælles og ikke tænker over, hvem de andre også er.

Måske var der magi på spil med Pippi. For, når hun bestemte, så var det rigtigt – også, at Eluf var med ligesom alle de andre.
Men han skulle også selv vælge at være med som alle de andre.
Ligesom jeg håber, at fru Finkvist fandt frem til, at hun også var som et barn – eller måske mere præcis; at hun var det elskede barn – Guds barn, som vi helt grundlæggende jo bare er alle sammen.

Sådan også os. Og når vi så har svært ved det – om vi føler os mere eller mindre værd end andre. Må håbet være, at nogle hjælper os på vej og siger; kom og vær med.

Amen og glædelig jul!

søndag den 14. december 2025

Hvad er vores håb - 3. søndag i advent

Denne søndag er for mig adventens håbs-søndag.
Som forberedelse satte jeg konfirmanderne til at skrive, hvad deres håb var – og med to mulige vinkler.
Hvad var deres håb for det næste år?
Hvad ville deres håb være, hvis de blev mor eller far til et lille barn?
Det er jo en far, vi hører om i dagens evangelium.

At have de to vinkler var med tanke på, at det nok kunne være samme håb. Måske særligt, når man er i konfirmationsalderen. Men vel også for os ældre – selvom nogle håb med alderen er blevet opfyldt, mens tiden for andet er løbet ud.

Inden jeg kommer med deres bud, så prøv selv at tænke – for jer selv eller for et barn.

Og her så fra konfirmander:
At jeg ikke dør – at mit barn ikke dør.
At jeg er sund og rask – at mit barn bliver sund og rask.

At der bliver fred i verden. Ja, at der er fred – ingen krig og mere fred.
At ingen bliver syge og ingen dør af dårlige ting.

Mon ikke disse passer med vores.
Hvor ”Jeg håber, at jeg bliver mere motiveret til at træne” vist ikke gælder for de helt små.
Det samme med: Jeg prøver at finde kærlighed. 

Når vores håb for os selv og for et barn kan være meget lig. Så har det med vores tanke om ’det gode liv’ at gøre. Og med det, så hænger det sammen med vores kultur og verdenssyn.

Vi vil nok ikke tænke, som dagens Zakarias, at hverken vores eget liv eller vores barns liv skal være; at bane vejen for en, der er større.
Altså, som barnet Johannes selv siger senere i fortællingen: Han skal vokse, og jeg skal blive mindre.

Vi vil dog nok mere kunne gå med det end f.eks., at vi eller barnet skal ud og ofre sig selv for en hersker eller en sag – måske en gud (her med lille g).
At blive selvmordsbomber er ikke vores håb selvom at gå i kamp for vores samfund og frihed godt kan være det. I min tid og i vores verden har den tanke kun været lagt i dvale.

Jeg tænker, at håbet for os selv og for et barn på en måde kommer udefra og ikke noget, vi sådan selv finder på. Selvom der stadig er noget personligt og et muligt valg.

Nogle vil med dagens tekst om Zakarias sige, at det kommer fra Gud. Det kan jeg også tænke. Men er ikke sikker på, at det er hele sandheden.
Mere, tror jeg, at håbet kommer fra andre mennesker og fra det samfund, hvor vi har nogle normer for det gode liv.
Udover, at vi til tider godt kan håbe noget rigtigt træls for andre – her vil jeg ikke nævne nogle mulige. Så er håbet altid om noget godt – altså noget, vi tænker og oplever som godt.

I det er vi præget af vores kultur, som i vores samfund ikke kan forstås uden kristendommen. Og dermed er Gud også på en måde på spil.
For tiden hører vi politikere udtrykke det – måske ikke altid på den gode måde. Men mere grundlæggende ligger i regler og love om vægt på omsorg for de svage osv. Den kristne tanke er også i vores eventyr, vores litteratur og vores samtaler i det hele taget.

Jeg tror så også, at vi er præget af historien - har lært at sult, krig og ødelæggelse ikke er noget at håbe på.

Når jeg tager kristendommen som en medspiller på håbet, så er jeg nok præget af min og Folkekirkens fortolkning. For, alt hverken alt godt eller kun godt er med religionen kommet ind i verdenen.
Historisk må vi aldrig blive blind for fejl og ødelæggelser.
Men grundlæggende er Jesus’ ord og handlinger noget, hvor håbet kan knytte til.

Jeg tror så også, at meget ligger i os fra skabelsen; at vi som mennesker grundlæggende er godt og vil det gode. Og derfor knytter vores håb til ved om et godt og værdigt liv.

Dagens næste tanke er, om dette års håbs-søndag så taler ind i en håbs-tid eller ind i mørke. Dét afhænger vist af, hvordan vi ser tingene, hvad vi hører og, hvad der rammer os.

Når jeg læser om, hvor meget børnedødeligheden er faldet de seneste år. Det samme gælder børnefattigdommen på verdensplan. Så er der håb.
Og selvom, der kunne være gjort meget mere – og at der skal gøres meget mere. Så er der også håb i, at den grønne omstilling er blevet den billige alternativ.

Når jeg er sammen med unge mennesker som konfirmander, så er der for mig også håb for fremtiden.

Men, når jeg så hører om nødvendigheden af specialtilbud, om skoleværing og udfordringer med koncentration og fordybelse. Så er det lidt et mørke at se ind i.
Det samme gælder, når jeg hører om ekstreme holdninger på gymnasier og senest i den kommunale valgkamp. Så har jeg også svært ved at se tiden som en håbs-tid.

Det gælder også, når jeg tænker på resistente bakterier, aggressive virusser, ekstreme vejr fænomener, egoistiske og magtbegærlige verdensledere.
En af udfordringerne ved disse dystre tendenser er, at jeg ikke kan gøre ret meget ved det.
Jo, jeg kan opføre mig ordentlig. Og jeg kan tale fredens og frihedens sag. En lille godhed er vel, hvad jeg max kan præstere.
Og selvom Møllehave engang skrev, at en lille godhed trods alt er en godhed – og som en dråbe, der sammen med andre dråber kan blive til en stor flod.
Ja, så overvinder det ikke en oplevelse af tiltagende mørke og egen magtesløshed i forhold til det.

Derfor må håbet også komme udefra. Nogen må holde den op for mig, når jeg ikke kan se, at vores tid også er en håbs-tid.
Og jeg kan se på mit eget liv, som jo faktisk er ret godt og har en håbefuld fremtid.

Måske kan dagens tekster også hjælpe med at løfte hovedet og turde håbe.
Det kan være den nybagte fars sang.
Eller, det kan være Paulus, der peger netop på julen med Guds nærvær; at i mørke skal lys skinne frem.
Paulus, der finder håb i, at (2020-formulering)
Nok er vi presset, men ikke knust
Vi er i tvivl, men ikke fortvivlede
Vi er forfulgte, med ikke forladte
Vi er slået til jorden, men ikke slået ihjel.

Livet er muligheder, og med livets muligheder er der håb.

Amen