Tak gør livet rigere - 14. s. e. trin.

I går havde vi blomsterdag ovre ved huset, og her til formiddag havde vi høstgudstjeneste i Løget. Vi fejrer naturens gaver.
Jeg kan kun tænke, at alt i naturen er en gave – selvom, jeg godt ved, at der ligger en del arbejde i at få det til både at give et godt udbytte og at få det høstet.
Selv æbletræer i vores haver skal holdes, hvis vi rigtig skal få noget ud af dem. Ja, og skal vel oftest også plantes af nogle.
Det betyder dog ikke, at menneskers arbejde giver vækst og afgrøde. 

Med den vinkel, kan jeg også kun tænke, at en guddommelig kraft står bag alt det, der gives os gennem naturen. Nogle vil måske tænke det som tilfældigheder, udviklingen og den stærkestes magt.
Jeg kan også kun tænke, at kærlighed, vores fælles liv, vores tankekraft og intelligens – ja, livet som helhed er en gave.
Når jeg får, må der være en giver – og Gratis fortælles det, er en af Guds navne.

Spørgsmålet er så, om jeg generelt tænker over, at alt er en gave.
Og videre, om jeg tager det som en gave – eller måske mere som en selvfølgelighed.

Som kommentar til dagens tekst, læste jeg et argument: En gave er først rigtig taget imod, når der er sagt tak.
Jeg tror, det er sandt. Først, når vi får sagt tak, bliver det, vi f.eks. får til fødselsdag eller jul, til en gave. Og måske først i takken, får vi også forholdt os til giveren som en, der beriger os.
Både gaven og giveren bliver for os mere værd end, hvis vi tager tingene som en selvfølgelighed eller måske, at det har vi fortjent.

Tænk på en fødselsdag. Der kan en lagkage godt ’bare’ være det, der plejer at blive serveret til kaffen. Men, en lagkage kan også være en gave fra en, der ved, at lagkage gør os glad.
Tager vi lagkagen som en gave, så smager den ofte bedre. For, så når vi at tænke, at den er lavet i kærlighed til mig samt. Som en gave giver vi os også ofte bedre tid til at snakke om den og smage efter.

Med dagens fortælling om den ene, der vendte tilbage for at sige tak. Så er det oplagt at gøre nogle overvejelser over taknemmelighed. Og dermed, hvad vi egentlig oplever som gaver.

Er vi taknemmelig for livet?
Tænker vi livet som en gave? Kan vi mon også tænke det som en gave, når det er svært?
Eller, tager vi livet som en selvfølgelighed?
Måske kan livet også opleves som en sur pligt eller måske udfordrende og krævende.
- -

Er vi taknemmelig for helbred?
Tager vi mon ikke ofte sygdom som en fejl – noget, der skal overstås eller fikses?
Eller, kan vi vågne om morgenen og sige tak for, at heller ikke i dag er jeg syg?
Eller sige tak for, at vi ikke som i coronatiden skal holde afstand?
Bliver vi mon oftest modløse, når vi vågner med ondt i hoften – igen?
Kan vi ikke godt brokke os, når fysikken ikke er i tip-top – om det til dels er vores egen skyld eller ej?
Eller, kan vi godt takke for, at vi få endnu en dag, hvor vi kan klare os selv og kan langt det meste uden for megen bøvl?
- -

Er vi taknemmelig for de mennesker, som følger os gennem livet?
Nogle har vi selv valgt i livet. Andre følger med som familie, klassekammerater eller arbejdskollegaer.
Ofte er der ikke de store problemer. Men, sådan almindelig rolig omgang takker vi vel sjældent for. Det skulle da lige være, hvis det er efter en bøvlet periode.
Og når der er bøvl eller måske endda ubehageligheder. Så skyldes det ofte kun en eller få af de andre. Og naturligvis fylder deres ord og handlinger, så vi nok har svært ved at sige tak – selvom, de udfylder en vigtig rolle.
Til gengæld har vi i de situationer nok nemmere ved at være taknemmelige over ’alle de almindelige’.
Det kan være, som med en brækket tå. Den kan fylde hele vores tanke om kroppen. Men det kan også få os til at blive taknemmelige over resten af kroppen.
- -

Er vi taknemmelig for, at nogle tager ansvar på sig?
I kirkebønnen beder jeg ofte for alle, som har magt og ansvar. Dér tænker jeg, at de kan have brug for Guds vejledning – til ikke at falde for magtbegær eller andet. Men vel også for, at de får kræfter til at bære opgaven.
Nogle skal jo tage ansvar og opgaver på sig – både i forening, kirke, kommune, regering og i EU.
Ligesom, at nogle skal tage opgaven som træner og FDF-leder.
Til tider kan vi måske være taknemmelige for, at det ikke er os. Men sjældent fører det vel til, at vi så også er taknemmelige for dem, der tager opgaven – eller hvad?
- -

Er vi taknemmelige for, at vi bor i dette dejlige land?
Netop det, kunne jeg godt forestille mig, at mange af os er. Nok kan vi brokke os over både systemer og vejret. Men, når vi hører om andre steder i verdenen – også vilkår i vores nabolande. Så kan vi godt føle taknemmelighed.
Og så måske alligevel; altså, får vi sagt tak? Eller, tænker vi oftere: Stakkels dem. Godt, det ikke er os.
For, vores gode liv er vel ’det naturlige’, og alt er jo end ikke perfekt.
- -

Med disse eksempler, vil jeg også minde mig selv om, at tak burde være en stor del af mit liv – og ikke næsten kun her, hvor vi med høstgudstjenester og dagens tekst bliver mindet om det.
For, det er jo sandt, at taknemmelighed gør vores liv rigere.

Jeg nævnte før, at vi først rigtig modtager en gave, når vi også får sagt tak.
Til det kunne jeg tilføje, at vi så også først oplever livets værdi, når vi får sagt tak.
Og i takken, får vi så også øjnene op for, at nogle og noget giver os det alt sammen til glæde og af kærlighed.

Amen

Det går ikke med livrem og seler - 13. søndag efter trinitatis

Vi har nogle talemåder, som godt kunne passe ind til dagens tema.
Det kan være ”Man kan ikke både puste og have mel i munden.”
En anden kan være ”Det er godt at gå med både livrem og seler.”

I den første udelukker det ene det andet – altså for de fleste.
Den næste peger på en helgardering. Noget, der kan være godt selvom, det ikke er nødvendigt – altså for det meste.

Lad os tage dagens lignelse. Den fortælles til nogle, der mente selv at leve op til datidens tanker om ’det gode liv efter Guds bud’.
Når manden så spørger Jesus, kunne det godt være som, at han ville gå med både livrem og seler.
Han kendte jo de gamle love og kunne nok hver aften bekræfte sig selv i, at han havde overholdt De 10 bud og Loven som helhed.

Nu har han så hørt på denne Jesus, som taler på en anden måde. Og så ville han bare lige sikre sig, at han også efter ’dennes nye mål’ lever op til kravene.

Først peger Jesus’ svar tilbage på Loven. Hvad er essensen af loven?
Og manden tager Det dobbelte kærlighedsbud frem. For os måske lidt overraskende.
Når vi tænker på Det Gamle Testamente, så ville vi tænke De 10 bud – og alt deraf følgende.
Og videre tænker vi ofte, at med Jesus ændres disse netop til buddet om at elske Gud og elske næsten.
Sådan kan vi også læse det andre steder i evangelierne – altså, at Jesus tager denne kærlighedsbud frem som fokus. Ja, at han samler alle buddene i netop dette dobbelte om at elske.

Men altså må tanken om at samle alle love og regler i dette dobbelte kærlighedsbud ikke være et totalt nybrud med Jesus.
Kun ændres fokus, som vi nok altid skal mindes om netop, når vi dette bud frem som essens.

Der er forskel på, om vi først skal overholde buddet inden, vi opnår Guds nærvær.
Eller, om Guds nærvær og kærlighed går forud for, at vi skal leve efter dette kærlighedsbud.
Og netop dér kan vores ordspil komme ind.

Lad os dog først tage dagens fantastiske lignelse. Den er nem at forstå og ja, hvor er det dog en skrækkelig præst der sådan bare går forbi.

Lignelsen er dog også ganske krævende. For, hvordan vil det være for os, hvis vi aldrig kan eller må gå forbi en, der kunne have brug for vores hjælp?
Det ville nok være udfordrende i forhold til, hvad vi sådan umiddelbart ser. Men hvis vi så også skal tænke på alle dem, som vi ikke lige ser eller, som går med noget inden i, som først åbner sig, når vi spørger ind til det. Ja, så bliver opgaven uoverskuelig – vil jeg mene.

Og netop det, er jo ikke overraskende i Jesus’ fortælling og, når han peger på det guddommelige og medmenneskelige krav.

Til tider griber vi så fat ved, at vi jo da altid bliver tilgivet. For, det hører også med til fortællingen om Jesus – hans liv, død og opstandelse.
Kun løsner det os ikke fra kravet i det dobbelte kærlighedsbud.
Vi skal stadig bære ansvaret.
Og ender vi med sådan fuldt og helt at skulle stå med både ansvar, skyld og skam. Så vil vi have svært ved at leve – og da slet ikke at leve frit og med glæde.

Derfor har vi brug for en anden vinkel – ikke bare for at kunne leve med buddets krav men også for at kunne forstå budskabet i Jesus’ lignelser.

Til det har vi i dag ordene af Paulus i brevet til Galaterne.
Her lyder det tydeligt, at forholdet mellem loven og evangeliet er som at puste eller have mel i munden.
Vi kan ikke både tage imod evangeliet om, at Gud elskede os først, så vi kan være frie til at vise kærlighed overfor andre. Og så samtidig vil sikre os ved at leve op til alle lovens krav for derigennem at gøre os fortjente til Guds kærlighed.

Altså kan vi ikke i forhold til Gud og alt det, som Jesus kommer med, både gå med livrem og seler.
Vi kan ikke prøve at helgardere os ved både at leve efter Den Gamle Pagt og Den Nye Pagt.

Kravene er, som vi hører det i dagens fortælling, egentlig den samme. Vi skal i livet leve et næstekærligt liv.
Udgangspunktet er bare utrolig forskelligt.

Spørgsmålet bliver så, om vi sådan fuldt ud tør stole på det tilsagn, vi hører gennem Jesus; at vi på forhånd er elsket og givet del i Guds rige.
Eller, om vi egentlig godt selv vil tage lidt ansvar og dermed måske føle os lidt mere sikker på frelsen.

Jeg kan tænke, at dette dilemma også kan spille med i vores relationer til andre.
Tør vi stole på, at vi er elsket og, at vi så kan leve fuldt og helt i den tillid.
Eller, vil vi egentlig godt have en garanti – måske bare sådan en gang i mellem. Det kunne være en særlig tilkendegivelse eller måske ved, at vi lavede en lille test.
Eller, kunne vi måske gøre noget, så den anden blev bundet til os. For på den måde slev at tage ansvaret og dermed føle os helt sikre på ikke at blive svigtet.

Når jeg stiller det sådan op, kan de fleste nok se, at kun det første lader kærligheden være kærlighed – da kærlighed aldrig kan være tvang.
Som mennesker er vi dog skrøbelige, og derfor er kærligheden sjældent fuldkommen. Så usikkerhed hører ofte til, og svigt kan ske.

Med Gud bør det være anderledes – altså, når Jesus siger det. Usikkerheden er dog stadig en menneskelig virkelighed.
Så, derfor er det godt at høre og læse budskabet igen og igen; at vi er døde med Jesus i forhold til Loven – samt opstået med ham til det nye liv i kærlighedens frihed.
For, som Johannes skriver: Kærligheden er, at Gud elskede os først. Derfor skylder vi også at elske hinanden.

Amen