Jeg giver op!
Sådan kan vi godt tænke eller sige.
Altså ikke, at jeg giver op i forhold til at leve. Sådan, håber jeg ikke, at folk tænker. Og hvis, er der noget med en livslinje, der kan ringes til.
Nej, jeg giver op i forhold til f.eks. at gøre verdenen bedre. Eller, jeg giver op overfor at følge med i alt det lort, som andre går og laver – både politiske fiksfakserier, militære bombninger, truende udtalelser – både det, der sker på verdensplan, og det, der sker i det nære.
Som jeg skriver i den kommende uges klumme, så kan jeg kun præstere en lille godhed. Og min mulige lille godhed afhjælper ikke verdens ulykker. Selvom, en lille godhed dog er en godhed – og sommetider en af mange dråber, der kan gøre en forskel.
Nogle gange er en lille godhed bare for lidt, hvis vi har mulighed for mere.
Men, vi kan også til tider bare give op.
Ikke mindst, når vi reelt er magtesløse.
Det kan være overfor præsidenten i både øst og vest.
Det kan være overfor konflikter og morderiske overfald i Mellemøsten, Iran, Sudan, Nigeria og for den sags skyld i Odense eller København.
Hvis vi så ikke bare vil give op. Så må vi overveje, hvordan en lille godhed kan gøre en forskel.
Hvordan er det, at jeg kan lade kærligheden få en større betydning?
Hvordan er det, at jeg skal kunne hjælpe Guds rige på vej, når jeg nærmest kun har ord til rådighed?
Vi kan jo også give op i forhold til naturen i denne tid. Med kulde og blæst, så kan jeg ikke hjælpe hverken vintergæk eller erantis på vej.
Jeg kan såmænd dårligt nok vaske min bil.
I haven har jeg dog klippet en busk ind til knap halv størrelse. En del af hækken har også fået den store tur. Og det har jeg gjort i håb og tillid til naturens egne kræfter.
Bent Edvardsen, der mange år passede Søndre Kirkegård, siger nemlig. At, det er her i februar, kraftig beskæring skal gøres, hvis der skal komme mange, gode nye skud.
Fornyelse kræver til tider beskæring for, at naturen kan virke og gå sin gang.
Netop det, at naturen går sin gang, handler dagens to små lignelser om.
Og med dem også vores ubehjælpsomhed.
Måske vil både en landmand og en haveejer sige, at der da er en del arbejde med at så og passe en kornmark eller et blomsterbed.
Der skal luges og hakkes for ukrudt.
Måske skal der vandes i tørre perioder.
Men ellers er det jo rigtigt, som Jesus siger i den første fortælling. Vi kan som mennesker hverken gøre fra eller til i forhold til, at kornet spirer og vokser.
Fortællingen er, at vi skal give op i forhold til den del. Og med det også give op i forhold til, om Guds rige med frihed, glæde og kærlighed vil vokse frem.
Eller, vi skal i det mindste give det sin egen tid.
Vi må erkende, at vi ikke magter at få Guds rige til at komme frem i fuldt flor.
Hvad vores opgave så er, kan vi overveje. Er vi måske at betragte som marken, kornet bliver lagt i? Eller, kan vi være strået, der bærer til andre at plukke? Eller måske den, der skal plukke og bringe videre til andre?
Den del må vi høre mere om gennem det kommende år og de mange fortællinger.
Vi kan så godt synes, at Guds rige ikke sådan rigtig kommer frem. Hvad ventes der dog på?
Når vi ser måske en lille godhed og dermed et lille glimt af Guds rige. Ja, så kan vi godt tænke: Det forslår jo som en skrædder i helvede.
Vi skal dog ikke underkende selv det mindste frø af Guds rige. Sådan høres anden fortælling – den om sennepsfrøet, der som det mindste frø kan blive til noget stort, hvor himlens fugle kan finde hvile – som kan rumme vores usikkerhed, bekymringer, smerte og skam.
Altså, selv ikke den mindste smule frihed, glæde og kærlighed er uden betydning.
Dét taler imod, hvad vi vel ofte kan tænke:
Hvad har frihed egentlig af magt?
Hvad har glæde egentlig af betydning?
Og hvad kan kærlighed egentlig udrette?
Men, det har altså betydning. Sådan må vi høre og tro med dagens fortællinger.
Vi skal ikke lade os slå ud, selvom vi til tider giver op.
For, vi ved jo godt, at vores frihed på rigtig mange områder har stor betydning. Måske er det bare så indgroet en ret, at vi ikke husker på dens værdi.
Derfor kan vi have det svært ved helt at forstå, når de i Iran fortsætter med at demonstrere tros risiko for både fængsel, tortur og henrettelse.
Vi ved også godt, at glæde kan gøre en stor forskel på vores dag. Ser eller hører vi noget, der får et lille smil frem, så løftes humøret.
Og skulle vi komme til at grine – om det er stille eller i et større latterbrøl. Så er vores sind og vores dag forandret til det bedre.
Kærligheden har også betydning. Måske erkender vi den først, hvis vi oplever slet ikke at møde den. På den måde kan den minde om friheden.
Eller rettere; det tror jeg.
For, jeg ved ikke af, at jeg i livet har været uden kærlighed. Ikke fordi, jeg sådan har fået fortalt som barn, at jeg var elsket. Dét udtrykker vestjyder ikke altid med ord.
Men som en tryghed i relationer kan det mærkes.
Lige dér, tænker jeg, om ikke Gud skulle være vestjyde. For, sådan i tilliden er Guds kærlighed. Eller også er det bare sådan, jeg bedst kan opleve den.
Ud af det – både Guds kærlighed og andres kærlighed – falder det de fleste naturligt at gøre om ikke andet så en lille godhed. Og dermed er der plantet et lille frø af Guds rige. Amen
