Kan selv - 11. søndag efter trinitatis

Hvordan bliver jeg retfærdig?
Eller: Hvem kan Gud li’?
Det er to måder at gå til dagens korte og meget enkle lignelse.

Det med at være retfærdig, bruger vi måske ikke så meget som udtryk længere. Men vi kender godt, at vi helst ikke vil være skyldige. Og gør vi fejl, så har vi nok en forklaring eller en undskyldning, så det ikke rigtig var min skyld.  

Man, hvad er det så at være eller blive gjort retfærdig?
For, jeg tror stadig det har betydning for os.
Til det vil jeg prøve, om retfærdighed kan oversættes eller indholdet formuleres med en anden virkelighed uden, at det bliver til psykologi.

Først vil jeg dog præsentere de to mænd:
Farisæeren er en af dem, der går meget op i at leve rigtig. Han engagerer sig formodentlig også i samfundet og er på den måde en opbyggende faktor. Han kæmper også for, at andre lever ordentlig – noget vi måske ikke jubler over i dag, hvis/når det har religiøse rødder. Og, at udstille det i en offentlig bøn, ligger os fjernt.
Nej, i dag har vi de sociale medier og til tider endda medier generelt til sådan at udskamme andre. Det kunne også være demonstrationer, som jo gerne også skulle deles elektronisk.

Jeg skal ikke her trække særlige frem, som mener sig selv som dem, der i det mindste har de rigtige holdninger og, som derfor med stor fryd udpeger ’de moralske fortabte’. Men interessant var det at læse, hvordan Maersk til årets DHL-løb lader sine medarbejdere løbe i t-shirt uden logo. 

Nå, men generelt ville en farisæer leve et godt og opbyggeligt liv – også for fællesskabet.
På den baggrund, kan det undre, hvorfor Jesus ikke har lidt ros tilovers for en, der virkeligt prøvede at leve efter Guds bud?

Tolderen kan man godt sige, arbejdede for samfundet ved at kræve penge ind. Men, da pengene gik til den romerske besættelsesmagt – og en del i hans egen lomme, kan han vel ikke være et forbillede for andre.
Selv om, at tolderen nok er ydmyg og med selverkendelse, så formoder vi, at han fortsætter sin livsførelse også efter besøget i templet. Og, hvad har angeren så af værdi?

I vores verden kan en proklameret ydmyghed også være et bedrag eller selvbedrag.
Sådan tror jeg, mange vil tænke.
Mon ikke alle for sig kan se dem, der forsøger at hævde sig ved at ydmyge sig:
Jeg er ikke noget værd – oversat: se mig lige, hvor ydmyg og selvudslettende jeg er.

Med denne lidt nøgterne tilgang, kan vi godt stille spørgsmål ved dagens ellers så klare og enkle lignelse.
Vi får dog mest ud af at tage den, som et bud fra Jesus om vejen til ægte retfærdighed.

Som de to står i templet, er det faktisk kun den ene, der reelt beder Gud om hjælp. Den anden mener at kunne klare sig selv med gode gerninger – særligt hvis der skal vejes i vægtskål og sammenlignes med andre.

I kristendommen er vægtskålen dog ophævet ved Jesu død og opstandelse. Retfærdigheden er ikke længere bundet til loven med til Guds nåde – Guds kærlighed og nærvær, der gives ganske graties.
Med Jesus går Gud fra at dømme til at tilgive og oprejse det fortabte.
Denne ene teologiske pointe binder os i forhold til Gud med dåben som bedste markering.

Med Jesus er retfærdighed noget, vi får givet. Det kræver dog en ærlig selverkendelse – altså, at vi tør se os selv på godt og ondt.
Ja, og at vi åbner os for at høre tilsagnet.
Det er jo sådan, at vi ikke får glæde af et smil, hvis vi ikke ser det. Og vi får ikke glæde af en julegave, hvis ikke vi opdager den.

Den anden teologiske pointe handler om forholdet til hinanden.
I farisæerens bøn lægger han afstand til alle andre – og særligt til tolderen. Han måler den menneskelige værdi på sin egen målestok, og tillægger endda Gud ansvaret for, at ikke alle er skabt så gode som ham selv.

Med Jesus bliver alle sat på lige plan. Noget, der ganske enkelt er konsekvensen af et kristent forhold til Gud.
Når Guds kærlighed og nåde er det afgørende, så må det gælde ALLE mennesker helt på lige plan og uden forskel.
Ingen kan være hverken mere eller mindre elsket. Dermed kan vi heller ikke være mere eller mindre værd.

Denne pointe kan dog stride lidt imod, at de to i lignelsen ikke begge gik hjem med Guds nåde. De burde jo netop behandles ens i Guds kærlighed.
Nu var det dog ikke Guds nåde men at gå hjem retfærdig, der var budskabet.
Det er en pointe. Der siges ikke noget om Guds kærlighed og nåde. For, det må vi tro på, er ens for dem begge.

Det var kun tolderen, der oplevede Guds kærlighed og bar det med sig. Det var nemlig kun ham, der reelt åbnede sig for Gud – åbnede sig for at høre Guds tilsagn.
Det, vi ikke hører eller tror, kan ikke berige vores liv - uanset om det er en sandhed om og til os.
Farisæeren havde modsat nok i sig selv, og var derfor ikke åben overfor Guds nærvær.

Spørgsmålet er derfor, om vi som tolderen tør gøre os sårbare for at høre, eller om vi pakker os selv ind i selvros og gode undskyldninger.

Dagens tekst minder mig, at Jesus’ ord – ja, at kristendommen ikke rigtig har noget at byde den, der kan klare sig selv.

Mon ikke de fleste har en god fornemmelse af egen fortræffelighed og ellers gode undskyldninger.
På den måde passer dagens tekst og tanken om retfærdighed også ind i dagens Danmark.

Måske bruger vi ikke ordet retfærdighed, men det ligger ikke desto mindre meget i tiden, at vi skal tage ansvar for vores liv og turde stille os frem. Ja, vi opøves i at præsentere sig på bedste måde og vise sine talenter.
Samt, der ligger også som en stor understrøm, at vi gerne udpeger andres svagheder. 

Når vi ender i problemer, kan psykologien hjælpe med både indsigt og forklaring. Men den kan ikke gøre et menneske fri. Indsigt er for mange ikke nok til at lade fortiden ligge.
Der skal tilgivelse til – både tilgivelse af andre, tilgivelse af sig selv og i sidste ende Guds tilgivelse af mig. Og her kan tolderens bøn være en vej.

Amen 

Et bedehus - 10. søndag efter trinitatis

Her er vi i en kirke, og vi er ikke så meget i tvivl om, hvad vi skal.
Ikke fordi, at der ikke kan ske andre ting i kirken end at holde gudstjeneste som nu.

Kirken kan f.eks. bruges til undervisning – både et informationsmøde for konfirmandfamilier som i onsdags. Og om ikke så længe både til Babysalmesang, konfirmander og minikonfirmander.

Vi har dog her i sognet valgt at inddrage kirkerummet for at knytte til ved gudstjenesten.
For både konfirmander og miner holdes der en kort gudstjeneste. Og selv ved mit møde sang vi som det mest naturlige en salme.

At vi så til minier godt også kan lave en skattejagt eller finde 100 får ændrer ikke ved tilgangen. Kirken er rum for gudstjeneste – og ja, en leg kan der også indgå i vores børnegudstjenester.

I ugens løb er kirken også åben, så folk kan gå ind og se – men vist mest for at finde lidt ro og få en andagtsstund.

At kirkerne nogle steder også kan bruges til dans, yoga eller måske litteraturmøde. Ligesom den som stort rum kan bruges til foredrag og koncerter. Så ændrer det ikke ved vores tilgang til kirken som det særlige sted for gudstjeneste med bøn og tekstlæsning – med dåb, vielse, konfirmation og begravelse.
Ikke mange vil være med på, at vi holder loppemarked eller markedsplads på anden måde.

I mine 25 år husker jeg kun, at sognet i Løget Kirkes sal havde ladet et sengefirma bruge den som udstillingslokale nogle hverdage. Og nej, det blev ikke taget godt imod – og ja, der havde vist været fejl i kommunikationen.

Med denne vores tilgang, så virker dagens fortælling om Jesus’ vredeshandling ikke særligt provokerende.
Eller måske er det omvendt. Netop fordi vi har denne fortælling, så holdes vi fast på, at kirkens rum gerne må være det særlige.

For rent teologisk – og ikke mindst for os lutheraner, så er kirken bare den fælles rum, hvor vi mødes til gudstjeneste.
Selve kirken er jo os, de mennesker, som mødes til gudstjeneste.
Derfor kunne et hvilket som helst rum blive til kirke. Særligt er dog, at vi her i kirken har gjort klar til både dåb og nadver – vores to sakramenter. 

Tager vi så evangeliet i dens sammenhæng, så er det særlige, at Jesus både græder og bliver vred. Kun ved Lazarus’ grav hører vi også Jesus græde.

Altså, må der være noget ganske særligt på spil.
At Jesus græder over Jerusalem, vil jeg ikke sige så meget om. De fleste vil mene, at det kan være en tilføjelse efter Jerusalems ødelæggelse.
I fortællingen kan det dog pege på den misforståelse af Gud, som datiden levede efter.
Og her kommer vi til hans vredes handling. Noget, der mere levende fortælles i en af de andre evangelier. Denne fortælling om opgøret med boderne på tempelpladsen er lagt efter indtoget palmesøndag, og nadveren skærtorsdag.

Som jeg forstår, så var de handlende en næsten nødvendighed for adgang til templet. Tanken var nemlig, at mennesket skulle gøre sig klar til at komme ind. Til det skulle der bringes et offer – for, ingen var jo så rene, at der var direkte adgang. Måske undtagen præster og andre ’vigtige’ tempel-personer.

Man har ofte tænkt, at den latterlige præst, som Jesus fortæller om at gå forbi den forslåede på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, netop ville holde sig ren for at kunne virke i templet.
Så den lignelse taler også ind i dagens opgør. For, når det at røre ved en død, gjorde, at præsten ikke engang turde undersøge den forslåede mand. Så er der noget glat i deres forståelse af adgangen til Gud.

Videre var det også vigtigt, at det, der blev ofret, var rent. Der skulle bruges særlige dyr og penge uden billede af en kejser.

På den ene side kunne vi se de handlende som nogle, der var til hjælp for de besøgende.
Men, vi kan også se dem som nogle, der havde fundet en god måde at tjene penge på. Med særligt rene dyr osv., var prisen nok også god.

Hvor vi jo med Luther – og faktisk også med dagens fortælling, tror på, at alle har lige adgang til Gud. Vi skal ikke selv gøre os rene for at komme Gud nær. I stedet er det Gud, der gør os rene gennem Jesus’ handling, når vi kommer til ham.

Og her kommer jeg til det med bøn.
Guds hus – altså, vores nærvær med Gud består i bøn. Og det en ægte bøn, hvor vi erkender og vedkender os vores svagheder og fejl samt, vores brug for hjælp. For, vi magter ikke livet selv.

Modsat bøn, kan vi sætte handel. Det, som oftest høres om i Det Gamle Testamente. Der laves en aftale mellem folket og Gud – en handel, som går ud på, at folket skal gøre efter Guds vilje. Og så vil Gud være deres gud.
Når det så går galt, da mennesker også dengang fejlede. Så måtte der laves en ny aftale.

Modsat bøn kan også sættes ’at røve’. Det begreb, som Jesus peger på.
Hvis man røver – bl.a. fra butikker, som var mit anliggende i ugeavisens klumme. Så er det for at berige sig selv.
Det kan jo være ud af en mangel.
På den måde kan udgangspunktet være den samme som ved bøn.

Der er dog en verden til forskel, om man handler, røver eller beder, når vi har en mangle eller en skyld.
Der er både forskel på vores tilgang og på vores relation til den anden.

Når vi røver, så gør vi os til den stærke – eller måske, så tager vi selv styringen og er uafhængig af den anden. Altså med undtagen af, hvad den anden har, som vi stjæler.

Når vi handler, kan der være en ligeværdighed. Vi beholder en selvrespekt og værdighed – kan vi mene og opleve.
Mens, når vi beder, gør vi os afhængige og svage.
Og dog, er det måske netop i bønnen, at vi er og bliver de sande mennesker og medmennesker.
Til dels over for andre, kan der ved bønnen være en ærlighed. Og i særdeleshed overfor Gud må der være en ubetinget afklarethed. For, hvem vil egentlig kunne handle med eller stjæle fra Gud?

Dét må være lige så umuligt som, at vi selv kan gøre os fortjent til Guds nærvær – som ved at være ren nok, skyldfri eller have ofret det rigtige.
Overfor Gud er for mig kun bønnen og lovsangen – netop, hvad vi samles om her i kirken til gudstjenester.

Amen

Ulv eller æbletræ - 8. søndag efter trinitatis

Falske profeter, advares vi imod.
Og vejledningen er, at vi skal vurdere dem på deres frugter – altså på, hvad resultatet af deres tale og vejledning bliver; om det er til det gode eller ej.

Mon ikke mange umiddelbart tænker på politikere i den forbindelse.
Nogle tænker måske på influencer eller måske på vejledning i kost og motion.

Måske ser vi også lidt i et spejl og tænker, hvad resultatet af vores egne ord og handlinger bliver.
Netop den vinkel kan være rigtig god. Ikke bare sikre det, at vi faktisk reflektere – eller i det mindste tænker, før vi handler.
Men også, at vores gode intentioner måske opleves anderledes af andre.
Vores tilgang til livet og andre er vigtig, men vores indvirkning på andre i livet – både direkte og indirekte som f.eks. gennem naturen – er om muligt endnu vigtigere.

Disse vinkler, mener jeg faktisk, er ganske relevant også at tage frem her i kirken. Vi har – ikke mindst som kristne – et ansvar overfor hinanden og alt det skabte.

I dag vil jeg dog holde mig mere direkte til, hvad Jesus siger; nemlig omtalen af Gud.

I forhold til falske profeter, så tænker vi nok i dag ikke så meget om Gud – altså, hvad der prædikes om Gud. Men det bør vi måske til igen.
Selvom troen har ændret sig for mange, så har forestillingen om Gud stadig betydning for os og vores opførsel og syn på andre.

Nogle bruger faktisk også Gud som autoritet – eller, deres udlægning af Gud som et væsentligt argument i livets forhold.
Men dog ikke særligt ofte sådan nogle kristne lutheranere som os. Og det er der for mig at se en ganske god grund til.

Måske lytter nogle til Bibelen Leth-fortalt med Christian Leth.
Jeg har ikke hørt alle men rammer ofte ved et tilfælde ind i et afsnit på radioen, når jeg kører bil.
Og nogle gange åbnes mine øjne – selvom man skulle mene, at jeg som teolog har et vist kendskab til Bibelen.
Tolkningen og de samfundsmæssige betydninger, som Christian kan få frem, var ikke en del af de teologiske discipliner.

Senest handlede det om ordene af Jesus: Give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Christian Leth fik med en kulturhistorisk viden netop disse ord til at være forudsætningen for vores måde at tænke samfund på.
Ja, han fik det nærmest til at være et afgørende punkt for udviklingen af et demokratisk samfund- bare med mange års forsinkelse eller langsom indvirkning.

For mig har sætningen oftest løst det guddommelige fra det verdslige som noget andet i vores liv.
Men delingen løser også samfundet fra det religiøse på den måde, at vi kan skabe samfundet efter vores normer om frihed, lighed og til menneskets bedste. Modsat at fokusere på ’til Guds gavn’ – eller måske ’efter Guds krav’.

Religioner og ideologier bruges ofte til at forme samfundsnormer og fasthold et system.
Når jeg siger ’bruges til’, vil jeg pege på, at religioner og ideologier ikke nødvendigvis i sig er autoritær. Men, at mennesker kan bruge både religion og ideologi til at forme samfundet efter sit eget ønske – og med det ofte til gavn for sig selv.

Her kan opdelingen mellem det samfundsmæssige og det religiøse giver både en frihed til, at vi kan forme og danne det gode samfund – men også at skulle stå til regnskab for det.

Med adskillelsen bliver love og regler ikke er autoritet eller evigt gyldige. Vi skal altid vurdere konsekvenserne.
Derfor er kristendommen ikke en lovreligion men mere en etisk vejledning. Noget, der er vigtigt for os altid at holde fast ved.

Når vi så selv har ansvar for samfundet. Så er det kun få, der helt åbent melder, at de tager magten for at berige sig selv og give sig selv og sine nærmeste fordele fremfor andre.
Men, hvis det nu kan gøres til en del af et system, så det bare ’tilfældigvis’ ender i at gavne mig selv. Så er det jo ikke så ringe endda – kan vi måske tænke. Men ved godt bedre.

Den vinkel, vil jeg mene, absolut også har været Jesus’. Han revser ofte dem, der beriger sig selv – særligt, hvis de gør det på de fattiges bekostning.
Den fristelse var for mennesker dengang, som den er det i dag.
Nogle læste måske min seneste klumme i Ugeavisen, som havde det som tema. Også om godt en uge vil man kunne læse endnu en vinkel – men mest som en bi-pointe.
Jeg tør dog ikke være så kras, som Jesus – hverken i en klumme eller en prædiken.

I dagens tekst udpeger Jesus de falske som nogle, der gerne vil ses som blide lam, men, som er glubske ulve. Altså grådige og nogle, der uhæmmede kaster sig over andres ting.

Sådan skal vi prøve på ikke at være. For, det at sikre sig selv, er en del af menneskeligheden. Kun bliver spørgsmålet om mulighed for magt – og så at kunne være selv-erkendende og selv-begrænsende.

I stedet for som en ulv at sluge alt til sig selv. Så skal vi være som et træ, der bærer gode frugter – frugter, som bæres frem til andres glæde.

Om vi så er et godt træ, der bærer gode frugter, er vist svært for os selv at sørge for. Et træ har brug for hjælp – både med jordens næring, med regnens grøde og vel også en god beskæring. Og så skal det vel også være af den rigtige sort – en skabelses-point.
Sådan må vi også have hjælp. Måske hjælp fra andre, men også hjælp fra Gud.

Så derfor vil jeg slutte med at inddrage Paulus. Det er Guds egen ånd, Helligånden, der hjælper os til at være Guds børn – en gave, så vi ikke er trælle men frie arvinger.

AT vi er den sort, som Gud bestemte for os.
At vi er plantet et sted, hvor vi får både kan sætte rod og få næring.
At både vind og vejr og måske andres kommentarer og gennem gode diskussioner kan ’beskære’ os til det bedre.
Og så at få tilsagnet om, at vi er og altid vil være Guds elskede børn.
Alt det gives os og hjælper os.
Men vi skal selv vælge at leve i det og dermed lade kærlighedens og tilgivelsens frugter blive til andres gavn.

Amen