Da jeg læste dagens tekst, kom jeg til at tænke på Trump.
Nej, han er ikke noget at holde prædiken over. Men han er et godt eksempel på et menneske, der gerne vil pege på sig selv.
Når han fortæller om sig selv, er der vist ingen grænser for, hvad han kan gøre og få fikset.
At han så måske få en lur i retslokalet bliver nok ikke i hans selvfortælling andet end, at han jo bliver så uretfærdigt behandlet.
I musikverdenen er der, har jeg hørt, et par hanekyllinger fra USA og Canada, der puster sig op. Dét, jeg hørte, lød lidt som engang i skolegården: Se mig! Og Nej, hvor er du dum.
Sådan er også nogle sportsstjerner – måske ikke så mange af vores egne - der fører sig frem. Der skal jo lidt pondus til for at komme frem også gennem medierne.
Sådanne mennesker er fascinerende – også selvom vi ikke sådan elsker, når folk gerne fortæller og fremhæver sine egne kvaliteter.
Vi er jo trods alt danskere med en vis indgroet jantelov. Eller måske med en vis luthersk ydmyghed.
Jeg overvejede at sige kristen ydmyghed, men det er jo ikke nødvendigvis rigtigt. Ikke alle paver, biskopper, præster, forkyndere og folk, der tydeligt viser sin kristne tro har været ydmyge.
Og sådan vel heller ikke Jesus i dagens tekst.
Nok er der tale om en bøn, og Jesus beder ikke for sig selv men for disciplene og dermed os med.
Men i ordene peger Jesus meget på sig selv. Skulle man være lidt sarkastisk, kunne vi tolke det som: Se mig, se mig, jeg er Gud!
Det er udtryk som:
Gud, vis hvor magtfuld jeg er som din søn, så jeg kan vide hvor magtfuld, du er.
Du har givet mig magt over alle mennesker.
Alt dit er mit, og mit er dit.
Min guddommelighed er blevet synligt, og jeg kommer tilbage til dig.
Engang betegnede konger, kejsere og faraoer sig måske som guddommelige. Det hører vi dog ikke fra nogen i dag. Den jordiske magt er fint nok.
Der er dog mere at sige end, at Jesus vil ses som guddommelig. Eller måske skal jeg heller vende det om: Der er mere at sige om Jesus, når han er guddommelig.
F.eks. er pointen med, at Jesus har fået magt over alle mennesker, at han kan give os evigt liv.
Måske kan en magtfuld hersker have som formål at give alle i landet et godt liv. Men oftest begynder det med et godt liv for sig selv og dernæst for sine støtter.
Når Jesus definerer det evige liv, er det at kende Gud og kende ham som Guds udsending, så er det måske ikke lige, hvad vi tænker som et evigt liv.
Vi kan dog godt tolke det i retning af, at netop dét at kende Gud også er at blive et med Gud.
Andre religioner kan godt have lidt mere pondus og malende beskrivelse af fest i Valhalla eller måske 40 jomfruer.
Her blegner lidt et af de få billeder, vi får givet, nemlig at stå i en stor skare med hvide klæder og synge for Gud.
Pointen må derfor være, at det evige liv møder os her i livet – vi skal ikke vente til engang.
Og vi møder det i tilsagnet om at være elsket.
Noget, Jesus bl.a. har udfoldet i en handling, som Johannes har fortalt om umiddelbart inden denne Jesu’ ypperstepræstelige bøn.
Det er skærtorsdag, hvor Jesus tager et forklæde på og kravler på sine knæ for at vaske disciplenes fødder.
Ingen kan vel se Trump gøre det – eller for den sags skyld andre statsledere eller ministre.
Paven gør det ved et udvalgt af fanger, flygtninge eller andre uden magt og anerkendelse hver Skærtorsdag.
Der er tydelig forskel på Jesus og f.eks. Trump, da Jesus går efter magten på en ikke-magtfuld måde. Han ville ikke vælges til en magtfuld position, men valgte at gå afmagtens vej i tjeneste og til døden.
Jesu’ ord og nærvær hos os giver dermed en anden vinkel på det med evigt liv.
Som jeg bad i den første bøn, så har vi med Jesus et sted at vende os hen;
Herre, til dig er det godt at komme,
for der er så meget, der er ondt og uretfærdigt,
så meget, som vi ikke forstår,
og det fylder os med frygt og tvivl.
Og hvis vi så tør tro på det tilsagn, som Jesus giver; at vi altid er elsket og aldrig ladt alene - et tilsagn, der er sag på Guds vegne og hvori vi kan opleve guddommeligheden.
Så kan vi også med bønnen erkende:
Når vi ser din tro og dit mod, og hører, hvad du siger til os, da aner vi Guds herlighed.
Og videre, som passer fint med salmen, vi sang lige før:
Når vi ikke kan falde til ro i stilheden
eller finde ordene til bøn,
så lad din Helligånd bære os frem for Gud,
for at vi kan få hjælp og styrke
til at klare det, vi ikke magter.
Tilliden er nemlig, at vi i livet ikke skal klare alt selv – heller ikke, om vi er noget værd.
Vi behøver derfor ikke at puste os op og vise alle vores fortræffeligheder.
Vi må godt bare være og vide, at usikkerhed og afmagt er en del af livet – måske endda en væsentlig del af livet. Uden, at vi dermed skal fralægge os ansvaret for at leve livet og gøre alt det, vi magter samt hjælpe, når der er brug for det. Ja, måske endda vaske andres fødder.
Det betyder heller ikke, at vi godt må tænke: se mig, se mig, jeg er Guds. – hvor det sidste s er vigtig!
Netop det, er dåbens pointe.
Og jeg faldt over en dåbs rap, som nogle tidligere konfirmanddrenge skrev. Den vil jeg slutte med:
Når man bliver døbt,
så bliver man svøbt
ind i vor hjertevarme
faders arme.
Hvad er dåben nu egentlig
Jeg skal nok gøre det hurtig
Gud sir ja til dig
Ligesom han gjord til mig.
Dåben er bare go
Den får os til at tro
At der er andet mellem himmel og jord
End hvad det er vi går rundt og tror.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar