Se mig, se mig, jeg er Guds! - 5. søndag efter påske

Da jeg læste dagens tekst, kom jeg til at tænke på Trump.
Nej, han er ikke noget at holde prædiken over. Men han er et godt eksempel på et menneske, der gerne vil pege på sig selv.

Når han fortæller om sig selv, er der vist ingen grænser for, hvad han kan gøre og få fikset.
At han så måske få en lur i retslokalet bliver nok ikke i hans selvfortælling andet end, at han jo bliver så uretfærdigt behandlet.

I musikverdenen er der, har jeg hørt, et par hanekyllinger fra USA og Canada, der puster sig op. Dét, jeg hørte, lød lidt som engang i skolegården: Se mig! Og Nej, hvor er du dum.

Sådan er også nogle sportsstjerner – måske ikke så mange af vores egne - der fører sig frem. Der skal jo lidt pondus til for at komme frem også gennem medierne.

Sådanne mennesker er fascinerende – også selvom vi ikke sådan elsker, når folk gerne fortæller og fremhæver sine egne kvaliteter.
Vi er jo trods alt danskere med en vis indgroet jantelov. Eller måske med en vis luthersk ydmyghed.
Jeg overvejede at sige kristen ydmyghed, men det er jo ikke nødvendigvis rigtigt. Ikke alle paver, biskopper, præster, forkyndere og folk, der tydeligt viser sin kristne tro har været ydmyge.
Og sådan vel heller ikke Jesus i dagens tekst. 

Nok er der tale om en bøn, og Jesus beder ikke for sig selv men for disciplene og dermed os med.
Men i ordene peger Jesus meget på sig selv. Skulle man være lidt sarkastisk, kunne vi tolke det som: Se mig, se mig, jeg er Gud!

Det er udtryk som:
Gud, vis hvor magtfuld jeg er som din søn, så jeg kan vide hvor magtfuld, du er.
Du har givet mig magt over alle mennesker.
Alt dit er mit, og mit er dit.
Min guddommelighed er blevet synligt, og jeg kommer tilbage til dig.

Engang betegnede konger, kejsere og faraoer sig måske som guddommelige. Det hører vi dog ikke fra nogen i dag. Den jordiske magt er fint nok.

Der er dog mere at sige end, at Jesus vil ses som guddommelig. Eller måske skal jeg heller vende det om: Der er mere at sige om Jesus, når han er guddommelig.

F.eks. er pointen med, at Jesus har fået magt over alle mennesker, at han kan give os evigt liv.

Måske kan en magtfuld hersker have som formål at give alle i landet et godt liv. Men oftest begynder det med et godt liv for sig selv og dernæst for sine støtter.

Når Jesus definerer det evige liv, er det at kende Gud og kende ham som Guds udsending, så er det måske ikke lige, hvad vi tænker som et evigt liv.
Vi kan dog godt tolke det i retning af, at netop dét at kende Gud også er at blive et med Gud.
Andre religioner kan godt have lidt mere pondus og malende beskrivelse af fest i Valhalla eller måske 40 jomfruer.
Her blegner lidt et af de få billeder, vi får givet, nemlig at stå i en stor skare med hvide klæder og synge for Gud.

Pointen må derfor være, at det evige liv møder os her i livet – vi skal ikke vente til engang.
Og vi møder det i tilsagnet om at være elsket.
Noget, Jesus bl.a. har udfoldet i en handling, som Johannes har fortalt om umiddelbart inden denne Jesu’ ypperstepræstelige bøn.

Det er skærtorsdag, hvor Jesus tager et forklæde på og kravler på sine knæ for at vaske disciplenes fødder.

Ingen kan vel se Trump gøre det – eller for den sags skyld andre statsledere eller ministre.
Paven gør det ved et udvalgt af fanger, flygtninge eller andre uden magt og anerkendelse hver Skærtorsdag.

Der er tydelig forskel på Jesus og f.eks. Trump, da Jesus går efter magten på en ikke-magtfuld måde. Han ville ikke vælges til en magtfuld position, men valgte at gå afmagtens vej i tjeneste og til døden.

Jesu’ ord og nærvær hos os giver dermed en anden vinkel på det med evigt liv.

Som jeg bad i den første bøn, så har vi med Jesus et sted at vende os hen;
Herre, til dig er det godt at komme,
for der er så meget, der er ondt og uretfærdigt,
så meget, som vi ikke forstår,
og det fylder os med frygt og tvivl.

Og hvis vi så tør tro på det tilsagn, som Jesus giver; at vi altid er elsket og aldrig ladt alene - et tilsagn, der er sag på Guds vegne og hvori vi kan opleve guddommeligheden.
Så kan vi også med bønnen erkende:
Når vi ser din tro og dit mod, og hører, hvad du siger til os, da aner vi Guds herlighed.

Og videre, som passer fint med salmen, vi sang lige før:
Når vi ikke kan falde til ro i stilheden
eller finde ordene til bøn,
så lad din Helligånd bære os frem for Gud,
for at vi kan få hjælp og styrke
til at klare det, vi ikke magter. 

Tilliden er nemlig, at vi i livet ikke skal klare alt selv – heller ikke, om vi er noget værd.
Vi behøver derfor ikke at puste os op og vise alle vores fortræffeligheder.
Vi må godt bare være og vide, at usikkerhed og afmagt er en del af livet – måske endda en væsentlig del af livet. Uden, at vi dermed skal fralægge os ansvaret for at leve livet og gøre alt det, vi magter samt hjælpe, når der er brug for det. Ja, måske endda vaske andres fødder.

Det betyder heller ikke, at vi godt må tænke: se mig, se mig, jeg er Guds. – hvor det sidste s er vigtig!
Netop det, er dåbens pointe.
Og jeg faldt over en dåbs rap, som nogle tidligere konfirmanddrenge skrev. Den vil jeg slutte med:
Når man bliver døbt,
så bliver man svøbt
ind i vor hjertevarme
faders arme.

Hvad er dåben nu egentlig
Jeg skal nok gøre det hurtig
Gud sir ja til dig
Ligesom han gjord til mig.

Dåben er bare go
Den får os til at tro
At der er andet mellem himmel og jord
End hvad det er vi går rundt og tror.

Amen

Fri til at være - 4. søndag efter påske

Kærelighed og skvalderkål - konfirmation 2024

Den første læsning handler om kærlighed, som vi jo i årets løb har snakket en del om. Ikke mindst i forbindelse med vores projekt med kunstmaleren om billedet (kan ses ovre i huset, hvor poserne er og) hvor et lille billede er lagt i jeres poser.

Det er absolut vigtigt at tale om den Guds kærlighed, som er uden fordømmelse. Et godt grundlag at leve sit liv på, når det ikke helt bliver perfekt – for det gør livet jo for ingen. Eller måske er det lige præcis perfekt, som livet nu er liv. Sandheden er jo, at vi ikke helt lever så godt, som vi ønsker – for, jeg tror, at alle ønsker at gøre sit bedste og, at vi har en forventning til sig selv. (Andres forventninger er ikke så vigtige 😊)

For at få en anden vinkel, valgte jeg som evangelium en lignelse, vi vist ikke fik brugt så megen tid på, som den fortjener.

Lignelsen om samaritaneren kan vi godt se som en vejledning for os om kærlighed - om næstekærlighed. Den kærlighed, som ikke er en følelse – for, det er kærlighed jo egentlig ikke. Men den kærlighed, som sker i handling og i synet på ethvert andet menneske og, som udfolder sig bl.a. ved at hjælp.

Men lignelsen kan vel også tolkes.
Når vi ikke hjælper, så kan det skyldes, at vi ikke har tid eller, at vi bare har noget vigtigere for – som de to, der gik forbi.
Det kan også skyldes, at den anden ikke har fortjent det. Og ja, det kan der være mange – og gode - grunde til.
Oftest – vil jeg påstå – handler vores hjælpe om, hvem jeg gerne vil være samt, at den anden har brug for hjælpen.

En anden vinkel kunne være, at den anden ses som en konkurrent til os i livet – og, at vi giver os selv en forlomme ved ikke at hjælpe.

Det er nok lidt en kreativ tolket – men dog interessant i vores liv.
Vi måler os ofte og på mange måder med andre. Og det er ikke kun på de sociale medier selvom, det får en god del af skylden.

Vi er vist altid på en eller anden måde i konkurrence med andre.
Sådan kan vi se på karakterer i skolen.
Sådan kan vi se det mht. at få det helt rigtige arbejde – eller hus – eller kæreste – eller løn – eller… Ja, mon ikke I selv kan føje til.

Ind i denne kamp kan vi godt tænke, at vi skal klare os selv. Men, sådan er livet jo ikke.

Jeg læste et sted, at ethvert menneske, du møder udenfor sportsarenaen, ikke er en konkurrent men en livsgave.

Den vil jeg gerne dele: Ethvert menneske, du møder udenfor sportsarenaen, er ikke en konkurrent men en livsgave.

Ingen af os bliver noget særligt uden et samarbejde med andre – uden, at nogen hjælper os med at lære eller at udforske og udveksle ideer.
Sådan heller ikke de ellers så kendte enere som Picasso, Platon, Elon Musk, Taylor Swift, Mads Mikkelsen, Mathias Gissel eller Jonas Vingegaard.

Alle har de haft brug for at lære, øve sig og have et samspil.

Så, vel end ikke i sport er de andre kun konkurrenter. I, der spiller håndbold, ved det. Ja, selv Vingegaard kunne ikke spurte fra alle op da bjerget, hvis ikke holdet hjalp ham det meste af vejen.

Helt ikonisk er for mig, hvor han og Tadej Pogačar er alene i front. Pogačar styrter, og Jonas venter. Smukt - vel nærmest som samaritaneren i lignelsen.
Men vel også i en vis realitet. De to ville nemmere kunne holde andre på afstand, når de fulgtes end, at den ene kørte solo både op og ned.

Sådan tænker jeg også, når jeg ser 1500 meter løb, hvor der er brug for en, som vil sætte tempo og dermed måske bruge sig selv op.
Kun få kan trække hele løbet og stadig komme først over stregen.

Vi kan i livet ikke leve et liv uden andre.
Om det så gælder, at ethvert menneske er en livsgave, bliver måske for meget. Nogle kan bare godt være for svære at dele livet med. Men, som udgangspunkt i mødet med et andet menneske er det en god indstilling. 

Med det, vil jeg vende lidt tilbage til ”Kærlighed uden fordømmelse”. For, det hænger sammen.
At være åben for andre kan også give os en kæmpe gave. Da den anden kan indeholde så meget mere end, hvad vi først ser og tænker.

Til i dag har jeg fundet et symbolsk billede – en skvalderkål blad.
Og kun et blad, så planten som ukrudt ikke bliver spredt – hvis altså, der skulle være en have uden. For, om noget, så er skvalderkål meget livskraftig og ikke særligt elsket af haveejere.

Selv har jeg kæmpet på mange måder kun med et vist held at holde den i ave. Men, måske skal jeg finde et sted, hvor de kan udfolde sig – altså indtil, de gør klar til at sende frø rundt. Sandheden er jo, at skvalderkålen – skal man tro Søren Ryge - sammen med mælkebøtter en af de bedste planter for insekter og blandt biernes foretrukne.

Og så kom den til landet som en lægeplante, og må formodes at være sund.
Disse godt egenskaber ændrer dog ikke ved, at den nemt kommer til at fylde for meget – som også mennesker kan.

I haven kan skvalderkålen brede sig med sine lange underjordiske stængler, og den kan nærmest overleve alt. Så med den i et område, bliver det udfordrende for andre planter. Ja, måske helt udkonkurrerer den alt andet.
Og nej, sådan skal det helst selv ikke være – hverken i haven eller blandt mennesker - uanset, hvor meget godt vi rummer. 

Altså, må vi ikke lade nogen fylde, så vi selv eller andre svinder hen. Det kan også være, at vi selv skal huske at begrænse os selv.
At leve sammen handler om netop at leve SAMMEN til fælles glæde og udfoldelse.

Her vil jeg dog på ingen måde tænke, at nogle af jer tromler andre. Fylder, måske, for sådan kan ens udfordringer godt udfolde sig – men ikke uden rummelighed.

Vigtigt for mig – som jeg håber, at konfirmanderne også har hørt ved undervisningen – er, at ethvert menneske er noget værd. Ingen er værdiløse, og ingen er uden fejl.
Desuden har alle sine gode sider, sine gode evner og sine udfordringer. Og alle tre dele er vigtigt både at kende, at rumme og at lade blive en værdifuld del af livet.

Vi skal leve og elske, lykkes og fejle, have tillid og tro men også tvivle og stille kritiske spørgsmål – måske særligt i forhold til det med Gud. Ligesom vi må være skeptiske, når nogle fortæller, at alt er muligt for os - for jer. 

Tvivl og svaghed er stærke elementer i et menneskeliv ligesom, at lære af sine fejl.
Men mest, håber jeg, at I kaster jer ud i livet fuld af mod, med mange ambitioner og den gode vilje – som andres livsgave.   

Amen

Svaghed og livskraft - Påskedag

 

Det er påske, og alting springer ud. Det er næsten ikke til at forstå – altså, at det passer så fint sammen i år.
For, at alting springer ud, er jo naturens gang – men, må jeg dog sige, stadig forunderligt.

Sammenkædningen med påsken har været altid – altså med, at naturen viser sin livskraft, når solen og varmen giver mere energi.
Sådan fortæller evangeliet om, at døden ikke har magten over livet i Gud. 

Nu har vi ikke høns i haven. Men måske de er begyndt at lægge æg. Kyllinger er der nok ikke kommet endnu. Men ellers er det jo også noget, som vi her til lands har knyttet til påsken; med ny næring og nyt liv.
Og den levende kylling ved siden af to halve æggeskaller kan godt få tankerne hen på en sprængt hvidkalket grav – sprængt, fordi livet var stærkest.

Alting spirer og gror.
Eller, måske så alligevel ikke alt.

Da jeg skulle gøre mine første overvejelser til dagens prædiken – vel årets vigtigste. Så kunne jeg ikke komme udenom den seneste tale om Vejle fjord.

Der er et event, hvor man holder begravelse af fjorden. Den er død!
Og så forlyder det endda, at en præst vil holde en højtidelighed i den forbindelse.

Vigtigst er først at høre, hvad Sara, præsten siger om sin medvirken; At hun ikke holder en begravelse af fjorden. Vi præster begraver kun mennesker.
Men hun vil holde en andagt, hvor hun som ved begravelser vil tale om håb.

Dén vinkel kan jeg faktisk godt gå med på.
For, sådan er det jo, når vi holder taler ved begravelser. Der fylder håbet, som netop binder til påskens evangelium, en væsentlig del.

Jo, jeg taler naturligvis også om afdøde. Lidt om livsforløbet, noget om udfordringer og mest om de glæder, som har været for afdøde og, som har været for de pårørende sammen med afdøde.

Om Sara gør det om fjorden, ved jeg ikke. Men mange glæder vil der kunne siges om vores liv med fjorden.
Og, må jeg da melde, stadig er der - også selvom den ikke har det så godt på bunden.

Jeg er ikke helt sikker på, om det kan sammenlignes med, at vi jo også efter tabet af en kær stadig oplever glæder – som, når man bager sin mors kokosmakroner, og de bliver helt som man husker fra sin barndom.
Eller man kan høre bedstefars lidt skæve kommentar, som altid gav et smil og en nedtoning af alvoren i en konflikt.

Nogle få gange nævner jeg også årsagen til et dødsfald. Men dog ret sjældent den præcise årsag, da det oftest ikke er entydigt. At man dør af kræft eller kol siger jo ikke noget om hvad sygdommen kommer af. 

Sådan tænker jeg – og håber jeg, at præsten om fjorden ikke vil holde en tale over årsager – altså udover iltsvind. For, som jeg hører, vil nogle gerne udpege en synder. Hvor der i mange tilfælde er flere ting på spil – og nyt dukker af og til op.

Så, lad os derfor gerne holde os helt og fuldt til håbet – og naturligvis sorgen og tristheden over det manglende liv.
Håbet, der kan knyttes til ved dagens store forkyndelse. Håbet om, at livet ikke bare dør, men kan spire på ny.

Sådan må vi også håbe for den indre fjord – nå ja, og så vel også gøre vores til, at livet kan vende tilbage.

Skulle jeg gå planken ud med samstillingen af påsken og fjorden. Så kunne det være, at vi har slået fjorden ihjel – de fleste af os måske som tavse vidner eller måske endda støttende ved vores handlinger. Måske typen af mad eller, at vores regnvand løber i kloakkerne og belaster rensningsværket.

Så – som med Jesus, må vi håbe på, at Gud i sin skabervilje vil vække fjorden til live igen.

Med den sammenligning er jeg lidt et andet sted end, hvad jeg gerne vil have som dagens særlige fokus i år.
For, opstandelsens livskraft er noget, vi også må håbe på og leve af i andre sammenhæng.

Ofte har jeg ladet kærligheden være vores forståelige billede. Døden kan ikke ødelægge, at vi stadig elsker et andet menneske. Noget, som sorgen kan være et vidnesbyrd om.

Når vi har mistet, så er erfaringen også ofte, at det fælles liv ikke bare forsvinder. De kære døde forbliver levende i vores kærlighed.

På den måde, oplever jeg nyt liv – naturligvis på en anden måde end, hvad evangeliet fortæller om en mere eller mindre fysisk opstandelse – som jo ikke er vores virkelighed. 

Men også på andre måder oplever jeg, at opstandelse og livskraft er på spil.
Det kan være i et smil
Det kan være en hjælpende hånd
Det kan være i tillid til, at vi er noget værd som dem, vi er, og ikke for det, vi kan.

På den måde kan det for mig give mening at tale om, at livet generelt ikke bare forsvinder – heller ikke i hverdagen. For Gud står bag.

Mistrivsel med stress, manglende selvværd og andet er et voksende problem, hører vi gennem medier og af professionelle.
Også tidligere udsendte skal finde livet på ny ligesom kraftramte og andre med sygdomme.

Jeg tror, at påskens budskab godt kan tale ind i det med Guds almægtighed i afmagten.

En mulighed kan være at tage vores svaghed alvorlig og turde tro på, at vi ikke selv skal magte hele livet og være perfekte.

Dét vidner budskabet om, at det gudgivne liv er stærk i sin svaghed, om Jesus’ død som vej til opstandelsen.
Kernen i kristendommen er svaghed – altså udover kærlighed, omsorg, nærvær og alt det andet, vi hører gennem evangelierne.
Eller måske netop igennem kærlighed, omsorg, nærvær osv., som vel er i svaghed.

Nok er påskens budskab, at døden ikke kunne binde eller vinde over livet i Gud. Men særligt bliver opstandelsen den vej, som Gud viser gennem svaghed og afmagt.

Det kan blive som et spejl for os; At magtesløshed kan blive et godt udgangspunkt for os til livet. Der kan være styrke i svaghed, da vi som mennesker ikke skal eller kan magte alt.
I kristendommen bliver vi sat fri – fri fra at være Gud.

  Amen

Jubel? - Palmesøndag 2024

Det er palmesøndag, og vi går ind i påskeugen. Vi går ind med fortællingen om et indtog, hvor folk jublende tog imod Jesus som deres konge.

Og ja, jeg ved godt, at det ikke var en del af det, som jeg læste. I dag kunne jeg også have læst fra Johannes, hvor der efter besøget hos de tre søskende følger indtoget med æsel, palmegrene og jubelråb.
Den udgave kan I læse bag i salmebogen.

Selvom jeg normalt holder meget af Johannes evangeliet med dens mere filosofiske og overordnede blik. Så finder jeg denne del som lidt nævenyttigt. F.eks. er Judas ikke bare forræderen men både nærig og stjæler af kassen.

Der er også en forskel på salvingen. I den læste salves Jesus på hovedet – som en kongesalvning. Hvor Johannes lader Maria salve Jesu fødder. Men sådan er det jo, når der er gået måske 50 år fra hændelsen og til den endelige sammenskrivning. 

Pointen ved begge er dog, at Jesus tager imod salvningen og lader det pege frem mod sin død – som han er på vej ind til.

Dermed er rammerne også sat for den kommende påske. Ligesom der opleves en spænding mellem, hvad folk må have forventet af Jesus i deres ønske om at gøre ham til konge og, hvordan den videre fortælling blev efter Guds plan.

For at få hele påsken rammet ind, valgte jeg den nye salme her før prædikenen.
Den er god til børn, men for mig også god i det hele taget. Da, den er forståelig.
Og så passer den med, hvad vi sådan generelt tænker om påske, ved at have en glad melodi.

Ja, der er en jubel, som passer til i dag.
Men, som måske ikke passer helt til de følgende påskedage – helt frem til om en uge med fortællingen om den tomme grav er der ikke meget at juble over.

Og selv, når vi hører fortællingerne om den tome grav, så er det ikke jublen, der brydes ud i, men mere usikkerhed og angst.

Vi hører også om mændenes mistillid til kvindernes oplevelse med den tomme grav.
Der er vel højest en glæde, når vi læser fra Johannes om Marias møde med den opstandne, som hun først tro er havemanden.

Til 2. påskedag hører fortællingen om de to, som får følgeskab på vejen til Emmaus. For dem virkede alt til at være tabt.
Da de så genkender Jesus ved bordet, hvor han deler brødet, er det også mere glæde end jubel, som de går med tilbage til Jerusalem for at dele. 

Også senere hører vi om disciplenes møde med Jesus - også uden jubel og måske endda med mistro. Særligt for dem, der først hører om de andres oplevelse.

Hvad med os?
Vi kender jo historien, og mange af os har hørt den år efter år.

Kan vi synge sådan rigtigt med på dagens jubel?
Eller, er vi mere til det stille og sagtmodige, som rummes i ’Se, hvor nu Jesus træder’. Den salme, som hører til i dag men, som jeg kun har valgt et vers af efter altergang.
Eller, er vi måske uberørte af at høre det igen?

For mig er kristendommen ikke sådan en jubelfortælling. Måske er det fordi, jeg ikke er til jubel med armene over hovedet.
Derimod er det for mig en stille og stor glæde, der passer fint med betegnelsen ’evangelium’, som betyder: Det glædelige budskab.

Jubel er fin og kan noget.
Men evangeliet rummer for mig så mange facetter – også om den menneskelige virkelighed, som gør, at jeg ikke helt kan overgive mig til jublen.
Hvor glæden godt kan bære også viden om, at både svigt, forræderi og død er en del af fortællingen. 

Derfor vil jeg også her vende tilbage til mit valgte evangelium uden indtog og jubel.
Jeg kan forundres over og beriges af det antydede og symbolske.

For nogle er det måske overraskende, at vi hører om en kvinde. Men det er kun en af mange, som vi møder i evangeliet gennem kirkeåret.
Det er også en stærk kvinde – måske lidt, som vi oplever det i Badehotellet.
Både med evangeliet og med de nyere fortællinger, så tror mændene en del om sig selv selvom, de er lidt nogle skvat. Hvor kvinderne viser sig at have kraft og mod – modsat, hvad nogle forventer.

Ligeværdighed og opgør mod magtstrukturer er vigtigt. For mig – og måske fordi, jeg har brugt så megen tid på evangeliet - så er jeg ikke så optaget af, om det er en mand eller en kvinde. Nej, for mig gælder det mennesket og handlingen.

I den historiske kontekst er der dog – må jeg indrømme – noget på spil, når en kvinde går ind i mændenes fællesskab. Sådan som vi hører det flere steder.
Læser vi Johannes kunne det være hjemme hos de to søstre og deres bror.

Det stærke ved handlingen er først ødselheden.
Ødselhed er vist ikke noget, vi betragter som en kristen dyd – og særligt ikke her i vores protestantiske verden.
Tager vi en katolsk eller en ortodoks kirke, så ses ødselheden i guld og kunst.

Hendes styrke er også at modstå udskamning; at hun hellere skulle – eller måske mere; at det gode menneske ville have solgt olien og givet pengene til de fattige.  

For Jesus er handlingen – og vel ødselheden - et kærlighedstegn, som så også bliver et kendetegn på Jesus’ kongelige ophøjelse ved døden.
Nå ja, og alt går med dette både efter Guds plan og efter traditionerne. Nu var Jesus’ legeme salvet – det, som kvinderne ikke nåede, da de kom til graven på tredje dagen. For, da var graven tom.

Kvinden bliver med sin handling en anden vinkel en jublen på vejen ind til Jerusalem denne palmesøndag.

Kvinden holder fast – lader sig ikke rokke selvom, hun bliver udskammet som et dårligt menneske.
Og Jesus ser hende i handlingen – og siger, at hun har gjort en god gerning. Altså, han modsiger og fjerner en mulig skam.

Deri kan der godt være noget for os at lære – om ikke vi kan bruge fortællingen til andet, så kan det være et spejl for os, når vi dømmer og fordømmer – eller endda udskammer andre.

Amen