fredag den 25. december 2020

Julens fred - på trods - 2. juledag

 I dag hører vi om den første kristne martyr – altså den første, som blev slået ihjel alene fordi, han bekendte sig som kristen. 
Og her er det måske væsentlig at huske om kristne martyrer, at der bliver slået ihjel - modsat dem, der kaldes martyrer, fordi de selv vælger at går i døden som del af troens kamp – ofte for derved at tage andre med sig i døden.

Denne martyrens dag, som falder 2. juledag, er ikke særlig meget julet.
Væk er englene med deres sang om fred til mennesker med Guds velbehag.

Med julen – og den måde, vi fejrer julen på, så er fred, harmoni og fællesskab noget, der bærer og som vidner om den guddommelige glæde.
Men Jesusbarnet bragte ikke kun fred til verdenen – til tider kan man næsten tænke tværtimod. 

Gennem tiden er evangeliet og kirken også blevet brugt som magtmiddel – for mig at se på trods af Jesu ord.
Han kom ikke som en fysisk magt, men med sit ord. Ord, som jeg hører dem, der både dengang og i dag vel taler magten i mod. Og ja, der er også i dag en almen sandhed, at det ikke skaber fred, når mennesker med magt tales imod – end ikke i et demokrati som USA.

Sjældent bliver demokratier dog til tyranni, hvor despoter ingen skrupler har ved at fængsle eller endda fjerne modstandere.
Hvor mange har ikke mistet livet i den gode sags tjeneste? 

Måske er dagens fortælling om Stefanus en af de mindst gruopvækkende, når man tænker på kristne og andre, der kæmpede med ord og for frihed og fred – for menneskerettigheder og ligeværd.

Ofte kan vi tænke, at de ved døden også taber kampen eller, kan en sag virkelig være livet værd.
Når jeg her sidder trygt i en ikke udsat kirke og med en sikret løn, kan jeg godt gøre tanken; at det modsatte ville have været værre.
Hvis ingen vil kæmpe det godes kamp, så ville tyraner herske. 

Og dog sker der forunderlige ting selv der, hvor man ikke har hørt om eller turet tro på en omvæltning. Jeg tænker på, hvad der er sket af ændringer også lovgivningsmæssigt i Sudan.
Alt er ikke godt, men hvis ikke en terror organisation, en despot eller en af områdets regimer blander sig, kan menneskeligheden måske få et helt nyt udtryk.

Jeg tør dog dårligt håbe, da spirende demokratier, som ikke hviler på en stærk magt, ofte er blevet trykket ned – som vi måske ser det i Hong Kong.

Med erfaringen og dagens tekster må vi erkende, at saligheden ikke bliver andet end i glimt her på jorden.
Men glimt er der – både samfundsmæssigt og ikke mindst mennesker imellem. Dét må vi heller ikke glemme denne 2. juledag – martyriets dag.

Med fortællingen fra Matthæus, så var Jesus heller ikke blåøjet men meget realistisk. Folk vi undertrykke og slå ihjel som et modsvar på Guds tiltale.

Hvor dem, der handler på denne onde måde, så heller ikke har noget godt at se frem til. De vil blive overladt til sig selv, og det vil blive øde og tomt.

Det er vist ikke kun forladelse men også forbandelse, vi fornemmer.

De (eller vi) ’forhærdede tidsel gemytter’, som Brorson så malende skriver, er ikke uden håb. Forløsningen og fællesskabet er klar, når bare man åbner sig og siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.

Dét må være evangeliet, at Guds glæde står lige foran enhver hvis bare, man vil åbne øjnene og tage imod.
Noget, der er gode ord ikke kun for tyraner eller andre magtmennesker men for hver af os, der kan fare vild i vores egen mørke.

Her i den søde juletid, som jo egentlig er årets mørke tid, møder vi i dagens tekster det mørke i livet.
Juleaften talte jeg om ensomhed, som for nogle er blevet mere tydeligt i år.

I dag handler det om magt og mord. Ja, om forfølgelser. Dét har, ligesom ensomhed, vel altid været en del af menneskehedens vilkår.

Igen i år som alle mine tidligere prædikener 2. juledag skal rumme en tanke på dem, der stadig dør for deres kristne tro. Og ja, de kristne er stadig og ganske overvældende den største religiøse gruppe, som oplever forfølgelser.
Desværre hører vi, at forfølgelserne er taget til i skyggen af den nedlukkede verden – der ude i verdenen. Om det så er armenere i Kaukasus, eller de nye menigheder i Tyrkiet, hvor de kristne symboler og helligsteder igen overtages. 

Man kan spørge: Hvorfor slår folk ihjel?

Men spørgsmålet kunne måske også være: Hvorfor forarges vi?
Vi mennesker er dyr, og blandt de fleste dyr hersker den stærkes ret.
Sådan kan man også se udviklingen gennem tiden, hvor riger har hersket og er faldet væk igen. Og hvis ikke sygdomme har forårsaget ændringer, så har krige gjort det ved at fremme nogens udvikling på bekostning af andre.

Her kan kristendommen være det lys, som åbner for en ny indsigt – som afslører magt og mord som noget, der ikke er os værdige som mennesker.
Der er en anden vej, som vi måske også en dag må kaste os ud i kampen for – og en sådan kamp har altid døden som en mulighed.

Kristendommen gik og går vel stadig ind og omdefinerede – og særligt taler anderledes om magt – ofte ved at tale magtens ret imod. 

Det samme kan det være, at tale en politisk elite imod – og politiske ekstremister. Måske endda særligt religiøse ekstremister, som man godt kan sætte fortællingen om Stefanus som.

Fred kom til jord. Sådan synger vi stadig og på trods af alt som et sandt og glædeligt budskab.

Men julens fred er ikke en fred for noget som helst men en fred midt i hvad som helst.

Amen.





1 kommentar:

  1. Kærligheden har konsekvenser for os at blive ramt og rummet af. Den animerer til at handle – at dele kærligheden. af Jeppe Sct. Norberts Skole

    SvarSlet